DØDEN

★★★

☆☆

Syv virkelige fortællinger om døden er blevet bearbejdet af instruktøren Therese Willstedt i samarbejde med fire skuespillere, tre dansere samt en musiker, og udgør grundlaget for den seneste forestilling i skuespilhusets røde rum.

Ikke alt er lige dybt, og ordene virker sært nok stærkest, når de formidles af skuespillere fremfor når de døende selv formulerer dem via en højtaler. Det kan hænge sammen med, at der danses til, hvilket distraherer mere end det fokuserer.

Maria Rossing er kær som kvinden, hvis mand forventer, at hun drikker morgenkaffe kun iført een beklædningsgenstand. På samme niveau giver Nicolai Dahl Hamilton et fint loyalt portræt af manden, der finder trøst i sin kristne tro.

Vel har Johanne Louise Schmidt allerede haft en stor rolle i denne sæson, men det er lige før, at man synes, at instruktøren spilder hendes talent i denne forestilling. Men så pludselig får hun en scene, hvori hun agerer en indlagt kvinde, der beretter om beslutningen om at tage sit eget liv og det svære ved at sige farvel til sine nærmeste. Da hæver forestillingen sig over almindelighederne og bliver for alvor nærværende kunst.

Men ellers er der for meget teaterskole-øvelse over DØDEN, og der løbes, sanses og bevæges i en uendelighed – på bare tæer i jord! – for af jord er vi kommet, og til jord skal vi blive…

Mårten K. Axelssons lysdesign bidrager dog positivt til forestillinger ligesom instruktøren samt scenografen Palle Steen Christensen formår at udnytte scenerummet godt. Den samlede sum har bare ikke helt den tyngde, som emnet kræver.