JERSEY BOYS

★★★★☆☆

Gamle Clint Eastwood overrasker med den nostalgiske musikfilm JERSEY BOYS – baseret på en Tony-belønnet musical af samme navn. Ikke at filmen repræsenterer nogle filmiske landvindinger, men i det mindste udviser Eastwood en fornemmelse for perioden og en respekt for sangene. JERSEY BOYS indtager en ganske særlig plads i Eastwoods karriere, ikke ulig den som musicalen "Annie" fik i John Hustons filmografi. En maskulin instruktør, der forsøger at indtræde i et lidet maskulint univers, og det forsøg må man da tage hatten af for.
De unge skuespillere i JERSEY BOYS er gode uden for alvor at glimre. Falcettosang i disse mængder truer også med at kortslutte nervesystemet, men sangenes og genrens kvaliteter formidles med overbevisning. Og netop fordi, at det er Eastwood, der laver filmen, vil JERSEY BOYS – The Musical – nu nå et andet publikum end det mere indforståede Broadway-publikum.

En anden og mere Broadway-kyndig instruktør som f.eks. Adam Shankman kunne have givet filmen en større visuel dynamik, som den ville have haft gavn af – ikke mindst i danseoptrinene, som ikke har interesseret Eastwood synderligt.

Spillerne gør det godt uden at glimre, selvom Christopher Walken naturligvis er tæt på. Og som portræt af ven- og fjendskaber blandt en lille gruppe unge, der for en tid havde hvad der skulle til, besidder JERSEY BOYS nogle indlysende kvaliteter. Man bør heller ikke blive overrasket, hvis lysten til at erhverve sig filmens soundtrack pludselig indfinder sig en dag.