TO DAGE, EN NAT

★★★★☆☆

De belgiske brødre Luc og Jean-Pierre Dardenne formår endnu en gang at gøre moderne socialrealisme til vigtig filmkunst efter mesterværker som “La Promesse – Løftet”, “Rosetta”, “Le Fils – Sønnen” og “Barnet”.

I TO DAGE, EN NAT står pigen Sandra i centrum bl.a. fordi hun spilles så hudløst ærligt af Oscar-vinderen Marion Cottiard. Sandra er blevet fyret fra sit job, da hendes kolleger stod overfor valget mellem en bonus og hendes fyring. Men da det er kommet frem, at man har lagt pres på medarbejderne for at nå dette resultat, skal der være en ny afstemning om mandagen, så Sandra har to dage og en nat til at få kollegerne til at skifte mening.

Dardenne-brødrene får det maksimale ud af denne enkle historie, selvom handlingen i starten skrider en smule skematisk frem. Men gradvist bliver vi bevidst om en større fortælling og oplever krisens kompleksitet på nært hold.

Så selvom TO DAGE, EN NAT ikke hører blandt Dardenne-brødrenes største film, så har den en helt afgørende relevans – også for et dansk publikum – fordi vi her konfronteres med vores personlige moral eller mangel på samme, når krisen for alvor kradser.