DOKTOR ZJIVAGO

★★★★★☆

Nej, det er ikke en stavefejl, sådan hedder han faktisk i Sverige, hvor han for en tid har bosat sig i Malmø Opera. Og det betyder også denne gang, at man er i godt selskab fra start til slut.

Boris Paternaks roman dannede i midten af 60erne grundlaget for David Leans umådeligt populære film med Omar Sharif i titelrollen og den fortryllende Julie Christie som en uforglemmelig Lara. Nu har man så skabt en episk musical ud af værket, og den slags har man jo en fornem tradition for i Malmø, tænk bare på “Kristina Frän Duvemäla”.

Resultatet er dog også blevet ganske medrivende. Lucy Simons musik rummer mange smukke passager og ikke mindst nogle betagende kærlighedssange. Man kunne måske godt have ønsket sig et mere russisk præg rent musikalsk, selvom herrekoret bestemt gør hvad de kan. Men i instrumenteringen kunne man f.eks. godt have støttet sig mere til de russiske instrumenter.

Scenografen Martin Chocholousek har sans for det storladne som også kendetegnede film, men samme farveorgie fik vi dog ikke. Levende lys og snevejr hjælper på stemningen, men igen kunne man med gevinst skrue op for det russiske særpræg.

På premiereaftenen drillede teknikken en smule i første akt, hvor to storskærme strejkede en tid. Det gjorde det ikke nemmere for det publikum, der hverken kendte bog eller film, men instruktøren Ronny Danielsson fik alligevel fortalt den til tider indviklede historie med relativ stor klarhed.

Men forestillingens succes stod og faldt i sidste ende med de fire hovedpersoner, for var vi ikke engagerede i deres kærlighedsforviklinger, ville det blive en meget lang aften. Selv med en spilletid på over tre timer, så var vi dog med hele vejen, forfirkløveret i front kunne både spille og synge.

Christopher Wollter er simpelthen en formidabel Doktor Zjivago med en varm glød i stemmen og en diskret lidenskab i spillet, så også vi bliver lidt forelsket i ham. Overfor ham står Sanna Nielsen, der bestemt ikke er for ung til at spille Lara, men som overrasker med en sårbarhed, som man ikke ser på Grand Prix-scener. Philip Jalmelid formår atter at bevæge os med sin smukke røst, og så er Åsa Fång helt på højde med de øvrige tre både spillemæssigt og sangligt i den ellers ret utaknemmelige rolle, som Geraldine Chaplin havde på film.

Johan Rabaeus synger derimod fælt, men får alligevel krukket sig igennem rollen som den grumme Viktor og det lod til at glæde lokalpublikummet. Ægte bevægende er derimod Lars Humble og Marianne Mörck som Alexander og Anna Gromeko. Også børneskuespillerne gør det alle godt, så man kan næsten tale om en ensembletriumf.

Hvor er det dog livgivende, at der findes et teater som Malmø Opera, som atter engang tager chancen med et overset eller ukendt værk, og som formår at vise os, hvorfor vi skal interesse os for netop dette værk. Jo, vel er Maurice Jarres filmmusik mere umiddelbart ørehængende – og det vedkender forestillingen sig også ganske raffineret til slut. Men det store kærlighedsdrama i dets historiske ramme kommer også til sin ret i denne udgave, og det må siges at være vigtigst af alt.