★★★★☆☆
Navnet William S. leder tankerne hen på såvel “Josef K” som William Shakespeare, og det er næppe tilfældigt. For William S. er ligesom Kaftas alter ego også fanget i et mareridt af paranoia – og i hans tilfælde begynder selv gamle pizzarester at tale til ham.
William S. er nemlig blevet forladt af sin elskede, og synes godt på vej til at gå i hundene. Men ud af mareridtet fødes også poesien, så måske bor der i virkeligheden en William Shakespeare i den forsumpede William S.?
På Bådteatret ligger den relativt ukendte Anders Glud Jensen både krop og sjæl i frenstillingen af William S.
Anslaget, hvor han forsøger at gøre sin entre til en pompøs filmfanfare er sjovt tænkt, men havde fungeret bedre, hvis Anders Glud Jensen havde vovet at blotte sig mere sjæleligt allerede fra start. Men det gør han heldigvis senere – også i fysisk forstand, og det klæder Anders Glud Jensens talent. Der fornemmer man et ægte usikkert menneske bag macho-attituderne. Instruktøren Olaf Højgaard får ham både rundt på gulvet og ud i tovene, og det medvirker til, at vi aldrig keder os i de tre kvarter denne beskedne forestillingen varer.
Selvom WILLIAM S. ikke når sammen kunstneriske niveau som Det Kongelige Teaters “Sonetter”, så er der mere på spil her, end der var i den svenske soloforestilling “William” på Kronborg i år. Så kan Anders Glud Jensen ikke alt endnu, så kan han i al fald noget – og nok til, at han får forestillingen hevet i land.
