THE SECRET LIFE OF WALTER MITTY

★★★★☆☆

Danny Kaye havde en af sine festligste roller som den dagdrømmende Walter Mitty i den klassiske Hollywood-komedie THE SECRET LIFE OF WALTER MITTY fra 1947. Ligesom den nye film af samme navn var også Kaye-filmen baseret på en novelle af James Thurber.

Men hvor Danny Kaye serverede rendyrket kropslig komik i verdensklasse, forbliver Ben Stiller lidt af en tør cerut. Som skuespiller hører han hverken till de mest spændende eller sprudlende, og han har i højere grad ære af filmen som instruktør.

For hans film bliver i virkeligheden en historie om en midaldrende mand i identitetskrise samtidig med at han rammes af den økonomiske krise. Derfor giver det også god mening, at den nye udgave af THE SECRET LIFE OF WALTER MITTY ikke er nær så morsom som den gamle. For Stiller vil noget andet med historien – og han har allieret sig med kompetente folk på alle poster. Kristen Wiig er mindre anstrengende end normalt og selvom årene har været ubarmhjertige ved Shirley Maclaine, viser hun alligevel i små glimt, hvor skarp en skuespiller hun stadig kan være. Sean Penn medvirker i en enkel scene, og også han bidrager fint til en sympatisk helhed.

Det er med andre ord muligt at foretrække Danny Kaye, og samtidig nyde Ben Stiller-filmen som et ganske begavet Hollywood-forsøg på at skabe et moderne komedie-drama med både hjerte og relevans.