THOMAS OG VENNERNE

– JERNBANENS KONGE

★★★>

☆☆

Thomas Tog har opnået en vis popularitet hos småfolk, og nu kan man opleve ham i biografen i filmen THOMAS & VENNERNE – JERNBANENS KONGE.

En gemytlig lille tegnefilm i overkommelig længde på lidt over en time om det lille futtog Thomas, der sammen med sine venner forsøger at finde det forsvundne damplokomotiv Stephen. En træt Lars Mikkelsen leverer fortællerstemmen og atter engang må man lægge øre til flere aldeles forglemmelige sange.

Men Thomas og hans venner er nu ganske kære, når de med troskyldige ansigter tøffer afsted, og man bliver i al fald ikke hektisk af fartniveauet i denne film. Filmen bør også roses for sit forsøg på at få børn til at interesseret sig for historie, men computeranimationen virker håbløs gammeldags i forhold til de Pixar- og Disney-film, vi er blevet forvænnet med. Rob Silverstris instruktion savner visuelt overskud, og det er kun meget små børn der vil få et udbytte af denne film, der havde egnet sig bedre som TV-premiere.