NÅR DYRENE DRØMMER

★★★☆☆☆

Både på TV og film ofres der i disse år mange ressourcer på at etablere gysergenren i Danmark. Hvorfor? Få genrer virker så tynget af deres egen form – med pornogenren som mulig undtagelse – og ligesom TV-serien “Heartless” er floppet hos TV-seerne, vil også NÅR DYRENE DRØMMER skuffe i biograferne.

For det virker kunstigt og uforeneligt at ville skabe et gyserunivers i et dansk miljø, uanset hvor triste omgivelserne måtte synes. Fotografen Niels Thastum har ellers komponeret nogle smukke billeder fra den nordjydske natur, mens byen, hjemmet og arbejdspladsen skildres anderledes trøstesløst.

Sonia Suhl fremstår mut og mærkelig, men vi kommer aldrig rigtig ind under huden på hendes karakter. Lars Mikkelsen og dansk films førende kørestolsbruger Sonja Richer fremstiller hendes martrede forældre, men det er egentlig et par af kollegerne fra hendes arbejde, man gerne ville vide mere om. Gustav Giese fra “Nordvest” bekræfter sit talent for at spille gavflab, og Jakob Oftebro beviser atter, at han er Norges bedste eksportvarer siden Liv Ullmann og Fleksnes. Synd, at hans karakter på manuskriptplan ikke rummer andre facetter end en usædvanlig svaghed for behårede kvinder.

Instruktøren Jonas Arnby godt styr på atmosfæren i de enkelte scener, men noget helstøbt værk kan man ikke kalde NÅR DYRENE DRØMMER, dertil plages historie af for mange huller. At NÅR DYRENE DRØMMER på det tekniske plan synes ganske velproduceret, bør dog ikke afholde vildfarne fra at droppe enhver ide om mere Nordic Horror…