TELL ME ON A SUNDAY

★★★★★☆

Danmarks mest funklende musicalstjerne Louise Fribo viser atter sit format på Det Ny Teater, hvor hun triumferede i den
Reumert-belønnede “Love Never Dies”. Nu er hun rykket over på den anden side af gade, hvor Det Ny Teaters intimscene, Sceneriet, er at finde i kælderen, og hvor hun sammen med en lydhør trio af glimrende musikere får lejlighed til at vise nye sider af talentet.

TELL MY ON A SUNDAY huskes bl.a. for Gitte Hænning-hittet “Tør det grin af dit fjæs” og er blandt andet blevet opført herhjemme med Betty Glosted i en vulgær men effektiv version. Men Louise Fribo går helt anderledes til værks og i stedet for at levere en dansk showversion tager hun teksterne for gode vare, og serverer dem i oprigtige og inderlige engelske versioner, der bevæger.

Fribo udviser også tør humor og betydelig skarphed, som får at til at lytte til ordene på en ny måde. Resultatet er en gylden sangtime, der får os til at få øjnene op for nye kvaliteter i værket TELL ME ON A SUNDAY. Samtidig fyldes man med taknemmelighed over, at vi herhjemme har så fin og følsom en musical-stjerne med så blødende smuk en stemme.