JYTTE OG DAIMI – 150 ÅR

★★★★★☆

Daimi og Jytte Abildstrøm. To sande enere i dansk teater – og selvfølgelig skal de fejrer fødselsdag sammen på Riddersalen. 150 år er det blevet til samlet set- her af størstedelen på dette magiske sted. Dukke-dronningen var da også på plads i sin mini-loge, hvorfra hun hilste på dem og os.

Havde man håbet at se dem sammen i scener fra deres fælles successer, blev man en lille smule skuffet. For de 150 år blev fejret hver for sig. På den anden side understregede det også de damers forskellighed – trods fælles fodslag i mange år.

Daimi stod for forestillingens første del, da man jo ikke har lyst til at komme efter Jytte Abildstrøm… Humoren gennemstrømmede de skønne anekdoter, vi fik serveret med underspilet underfundighed og en præcision, som mange stand-up’er må misunde hende. Og hendes medbragte trio bakker hende veloplagt op i ofte muntre udgaver af sørgelige sange.

Efter pausen overtager Jytte Abildstrøm scenen og forestillingen ændrer karakter. Jytte Abildstrøm dvæler i mindre grad ved fortiden, men ser fremad med en ukulige optimisme. Men under denne optimisme aner man samme smerte, som gennemstrømmer de H.C. Andersen eventyr, hun formidler så smukt med harpeledsagelse mod slutningen. En smerte, som vel altid vil være der, når man efter en lang og rig karriere står foran afslutningen. Man håber så inderligt, at publikums varme bifald vil lindre denne smerte i lang tid efter tæppefald.