-
Forside

logo logo logo

 

 

 

 

PAP-KAS

PAP-KAS

PAP-KAS

WEST SIDE STORY

★★★★★



Hvorfor skal vi ha' en ny version af WEST SIDE STORY? Jamen, hvorfor ikke? Det er 60 år siden, at der sidst er blevet lavet en stor ødsel filmversion ud fra dette hovedværk i musicalgenren.

Den ungdommelige jargon har unægteligt ændret sig siden dengang ligesom holdningerne til de medvirkendes hudfarver. At dette sceniske og filmiske mesterværk nu skulle danne grundlag for Steven Spielbergs første musical bekymrede sikkert ligeså mange som det glædede.

Men heldigvis kan man ånde lettet op. Steven Spielberg har simpelthen skabt sin bedste film siden "Schindlers liste". Hvis datidens West Side i New York var forsømt, så er den nye simpelthen i færd med at blive revet ned. Fremtidsudsigterne for de unge ser i filmens optik om muligt tristere ud end nogenside, ikke mindst hvis man er mørk i huden.

Men WEST SIDE STORY er heldigvis også en kærlighedshistorie inspireret af William Shakespeares "Romeo og Julie" og det mærker man endnu mere i den nye version.

Natalie Wood sang i rollen som Maria ikke selv sine sange, det lagde man i hænderne på Marni Nixon, der også lånte stemme til Deborah Kerr i "Kongen og jeg" såvel som til Audrey Hepburn i "My Fair Lady". Rachel Zegler ser både yndig ud og synger med englerøst, men har måske ikke helt Natalie Woods dramatiske variationer og gennemslagskraft.

Ansel Elgort kan også synge selv i rollen som Tony, men virker måske en anelse for fersk til, at vi tror på, at han har været i spjældet. Det var nu også et problem med Richard Beymer, men Ansel Elgort er alt i alt dog en bedre skuespiller. I det hele taget har Spielberg fået sammensat et stærkt hold af hovedsagligt unge kunstnere: Mike Faist er fræk og fyrig som Tonys ven Riff, David Alvarez har karisma og en vis farlighed som Bernardo og Josh Andrés Rivera fremstår både nuttet og rørende som Chino, der i første omgang var udset til at være Marias nye fyr.

Ariana DeBose fremstår ganske sprudlende som Marias bedste veninde Anita, uden at hun formår at få os til at glemme Rita Morenos Oscar-belønnede udgave i originalen. Det er nemlig ikke mulighed for - for 60 år efter dukker Rita Moreno sørme op igen, som kvinden, der har taget sig af Tony, siden han var lille. Det er hende, der har holdt ham til ilden og hjulpet ham, når det gjalt og hvis han fejler, rammer det hende med langt større kraft. For hun ved om nogen, hvor svært det har været at nå så langt og hvilke omkostninger der har betydet også på det menneskelige plan.

Rita Moreno er og bliver hjertet i denne film, og selvom hun nærmer sig de 90, så bør man ikke udelukke, at Rita Moreno kan opnå endnu en Oscar-nominering og måske endda mere end det. Hun er nemlig executive producer på filmen.

Tony Kushner har skrevet filmens intelligente manuskript, der både med hensyn til skildringen af de sociale forskelle, racisme og kønsroller er det originale filmmanuskript til 1961-filmen overlegen.

Filmen er en oplagt nomineringskandidat i næsten alle relevante tekniske Oscar-kategorier, og samtidig et vidnesbyrd om WEST SIDE STORYs tidløshed. Filmens signatursang "Somewhere" har aldrig haft så stor resonans som nu, og musicalens geniale tekstforfatter Stephen Sondheim nåede heldigvis at se filmen og sige god for den, inden sin død. Leonard Bernsteins medrivende musik forbliver udødelig i lighed med Sondheims bidrag til værket og genren.

Sondheim bliver iøvrigt hyldet i en anden aktuel musical, nemlig Netflixs "Tick Tick... Boom!", der burde kunne sikre hovedrolleindehaveren Andrew Garfield en Oscar for at spille manden bag musicalens "Rent".

Om Spielbergs WEST SIDE STORY kommer til at gentage originalens Oscar-triumf er næppe sandsynligt, men at den fortjener anerkendelse - også gerne Oscars - bør der ikke herske tvivl om.


 

I