LUK JULEFREDEN IND

★★★★☆☆

Selvom man er en lille forestilling, kan man godt have et stort hjerte. Sådan er det med LUK JULEFREDEN IND, der efter premieren i Vartov ved Rådhuspladen i København nu er rykket ud i Karens Minde Kulturhus, ikke langt fra Sydhavnen.

Marie Louise von Bülow er vores kønt syngende guide gennem historien om to juletræssælgere, der hver på deres måde er ensomme. Og da de i stedet for at konkurrere vælger at hjælpe hinanden, opstår der i mere end een forstand sød musik.

Dynamiske Christine Worre Kann og lune Rolf Hansen får sig en kær lille scenisk romance under kyndig instruktion af Pelle Nordhøj Kann.

Julie Petrine Glargaards manuskript appellerer mere til følelserne end til intellektet, og scenografen Nikolaj Heiselberg Trap har skabt nogle fine små træjuletræer – uden nåle, men gør det noget? Netop i en juletid er det vigtigt at udvise rummelighed, og det har altid været Teatergrads særkende.

Forestillingen udmærker sig i øvrigt ved en velsignet ro, og det smitter faktisk af på alle de tilstedeværende børn og deres voksne – godt hjulpet af caféens varme kakao og ditto gløgg.

Så und jer selv et lille åndehul på tre kvarter i juleræset, og ta’ et smut i teatret. Det er godt for sjælen – og sikkert alt muligt andet – og der er tilmed en fornuftig afstand mellem bordene.

(Michael Søby)