★★★★★★
I Bjørn Rasmussens prægtige 5-binds værk "Filmens hvem hvad hvor" omtales Marcel Carnés "Paradisets børn" ("Les enfant du paradis") blandt verdens bedste film. Den position holder filmen stadig over et halvt århundrede efter bøgerne udgivelse.
Der er derfor godt grund til at både fejre og feste, når PARADISETS BØRN nu får en uhyre velfortjent repremiere. Det gør gør valget af film til dit næste biografbesøg uhyre enkelt, og selv med en længde på henved tre timer, er den ikke eet sekund for lang.
Filmen kom næsten samtidig med Roberto Rossellinis "Rom, åben by", et nøgleværk indenfor den italienske neorealisme, og bragte den rå hverdag ind i biograferne samtidig med, at den introducede selveste "Mamma Roma" alias Anna Magnani for et internationalt publikum.
Marcel Carnés fremstod som den diamentrale modsætning til "Rom, åben by". Carnés film var en gloriøs genskabelse af Paris i sin storhedstid omkring 1820 – med ødselt brug af dekorationer og kostumer, og med illusionen som selve målet i livet. En skamløs hyldest til både kunsten og kærlgheden, der efterlod og efterlader publikum i ekstase.
Jacques Préverts mesterlige manuskript havde både vid og bid, og fremfor alt formåede Préverts at genskabe en epoke med en elegance, der aldrig er overgået. Prévert modtog også en Oscar-nominering for sit manuskript, hvilket på den tid må have været endnu mere overraskende end Parasites Oscar-sejr, thi globaliseringen havde unægteligt lidt nogle knæk under 2. verdenskrig.
"Paradisets børn" var netop hvad man havde brug for efter nogle dystre år: En fuldkommen drømmeverden, man kunne fortabe sig i, en vedvarende fryd for samtlige sanser og en skønhedsåbenbaring af de mest sublime.
Læg dertil fire guddommelige skuespillerpræstationer af de ypperste kunstnere indenfor det franske kulturliv Arletty, Pierre Brasseur, Pierre Renoir og sidst man ikke mindst Jean‑Louis Barrault, hvis mimiske talent aldrig er blevet overgået.
Trods mesterværker som "Hotel du Nord", "Og ved daggry", "Tågernes kaj" og "Aftengæsterne" er PARADISETS BØRN forblevet Carnés hovedværk, og virker overraskende nok mere tidløs end den jævnaldrende "Rom, åben by".
(Michael Søby)
