-
Forside

logo logo logo

 

 

 

 

SKYGGEN I MIT ØJE

★★★★


Ole Bornedal gør en slags comeback med krigsfilmen SKYGGEN I MIT ØJE, der omhandler bombningen af Den Franske Skole på Frederiksberg.

Gennembrudsfilmen "Nattevagten" er stadig seværdig, men Bornedal huskes efterhånden mest for alletiders største danske resourcespild i DR-regi, TV-serien OG filmen "1864". John Mogensen-filmen "Så længe jeg lever" blev i det mindste et skridt i den rigtige retning, selvom det især var Rasmus Bjergs skuespil og John Mogensens sange, der gjorde filmen populær.

Med SKYGGEN I MIT ØJE bekræfter Ole Bornedal sit håndelag, og både i periodeskildringen og i de mere effektprægede scener viser han sin tekniske kunnen. En stilistisk dristig start udvikles snart til en række skæbnefortællinger uden egentlig hovedperson. Det skulle da lige være instruktørens egen datter Fanny Bornedal i rollen som en ung nonne.

Nonnens lidelser trækkes i langdrag, tilsyneladende kun for at give datteren mere tid på lærredet, og helt usmagelig virker scenen, hvor Bornedal krydsklipper mellem en modstandsmand, der piskes af et såkaldt hiposvin og en katolsk nonne, som flagellere sig til blods.

Ole Bornedal forfalder også flere steder til sentimentalitet, og flere af de dygtige børneskuespillere ligner i passager de billeder af "grædende børn", der blev solgt som varmt brød i 70'erne, og som efterlod en grim smag af følelsesmanipulation.

Filmens smukkeste øjeblik bliver scenen, hvor Susse Wolds statelige priorinde sidder under jorden og trøster børnene, mens hendes går opad i håb om svar. Her fornemmer vi både den åndelige styrke og den angst, der må have været hos ofrene, umiddelbart før bomberne tog livet af dem.

Både Alex Høgh Andersen som heltmodig ex-hipo og Alban Lendorf som en af de fatale britiske piloter har tilløb til nogle mere komplekse mandefigurer, end vi sædvanligvis ser i film af denne type. Malene Beltoft får ligefrem givet rollen som undertrykt hustru en uventet værdighed, og lille Bertram Bisgaard er fortræffelig som den stumme Henry, der ender som helt.

SKYGGEN I MIT ØJE fremstår alt i alt som en flot produktion, der måske kunne have rørt os endnu dybere, hvis manuskriptforfatteren ikke havde heddet det samme som instruktøren?

 




 

I