MISS JULIE’S HAPPY VALLEY

★★★★☆☆

August Strindbergs "Frk. Julie" har for længst bevist sin levedygtighed. Indenfor de seneste måneder har man både kunne se Vendsyssel Teatrets version på Teater V i Valby, hvor der blev leget med den kønslige identitet, og Bellevue Teatrets ekspressive udgave, hvor dansen spillede en ganske særlig rolle i det dramatiske møde mellem over- og underklasse.

På Hippodromen, Folketeatret, får Strindbergs stykke er helt specielt tvist, idet at dramatikeren Michael Omoke lader handlingen udspille sig i kolonitidens Kenya. Her fandt man i perioden 1920-40 en gruppe aristokrater kaldet "The Happy Valley", der levede et udfordrende liv – blandt dem Alice de Janzé. Hun var kæreste med Josslyn Hay, kendt i bedre kredse som Lord Erroll, hvis mord under mystiske omstændigheder aldrig blev opklaret.

Ligesom i originalen flirter overklassekvinden – der her hedder Alice med et medlem af tjenerstanden – i dette tilfælde Lord Errolls hushovmester, der naturligvis hedder Jean. Og ligesom i "Frk. Julie" har en kvinde fra hans egen stand også et godt øje til ham, nemlig Alices stuepige spillet af Rebecca Langley med sørgmodig resignation. For trods sin unge alder har Alice allerede lært, at hun altid vil være en taber i klassekampen.

Der er derimod noget selvdestruktivt over Frøken Alice i Pernille Johanssons skikkelse, som om hun godt ved, at en relation med Jean er dødsdømt på forhånd. Hun udfordrer og provokere ham, og som den mand, han er, har han svært ved at sige fra.

Michael Omoke har skrevet den ordrige men tankevækkende tekst, der formår at oversætte Strindberg til et miljø, som vi kender alt for lidt til, selvom vi lever i et land, der selv har været kolonimagt.

Mange interessante nuancer, der afspejler hovedpersonernes komplekse og meget forskellige sociale status, sættes i historisk relief for os, og selvom iscenesættelsen får teksten og spillet til at fremstå lige lovlig bastandt, så er der meget at blive klogere på, hvis man lytter.

MISS JULIE’S HAPPY VALLEY præsenteres af ACT/New Nordic Voices, som er et ny dansk transnationalt teaterselskab, på Hippodromen, Folketeatrets mellemstore scene nogle få gange, så skynd dig hvis du har mod på en ganske krævende engelsksporget fortolkning af et af de store dramaer indenfor den nordiske dramatik.