STORMEN

★★★☆☆☆

I begyndelsen er der bare stilhed og stilstand. Men efter nogle lange minutter høres vindens susen og de tre dansere på scenen begynder endelig at røre på sig.

Sådan starter STORMEN, en fysisk forestilling om "drømme, skæbner og stormvejr" ifølge festivalens pr-materiale. Men åbenbart ikke om Shakespeare? William Shakespeares udødelige skuespil "The Tempest" har i al fald ikke indgået i prøveperioden med de tre dansere og derfor kan det i den grad undre, at netop denne forestilling hører blandt spydspidserne i den årlige Shakespeare-festival.

Glad Teater og HamletScenen i Helsingør har på sympatisk vis indgået et samarbejde med ædle motiver om at bidrage til en fælles inkluderende scenekunst, og deraf er forestillingen "Stormen" opstået. Man har tydeligvis manglet et ny projekt til årets festival, da hovedparten af forestillingerne allerede har spillet på andre sjællandske scener. Men det lægger også et urimeligt pres på denne produktion, som den – i forhold til tidligere Shakespeare-forestillinger på Kronborg – slet ikke kan leve op til.

Janick Pihl Nielsen, Dan Roland Lund og Piet Gitz-Johansen yder ellers alle energiske og disciplinerede indsatser i Antonio Quiles’ lidet eventyrlige koreografi, som de har fået lov til at give deres eget personlige aftryk, mens der skrues op for den heftige lydkulisse. STORMEN ligner i passager mere en bizar form for fysisk træning end dans, men man må anerkende det selvstændige udtryk.

Shakespeare Festivalen lancerer sig selv som "friluftsteater, hvor kunst, kulturarv og natur forenes i en højere enhed og skaber en unik oplevelse." Man kan med god ret mene, at aftenens forestilling er mere kultur end kunst, men vi er trods alt taknemmelige over, at den spiller indendørs – denne aften! Tilmed på teatrets nye blackbox scene, Thalia, der er opkaldt efter officerernes hidgangne teaterselskab her på Kronborg. Den lille scene giver mulighed for flere mindre teaterudspil – også udenfor festival-perioden – og uanset vejrforhold.

Udenfor raser STORMEN i en sådan grad, at den sceniske version unægteligt blegner lidt ved sammenligning. Man kan ikke mærke Shakespeares ord bag dansen, og da de aldrig har været der, er det jo ikke så underligt.

(Michael Søby)