★★★★☆☆
Vi bliver åbenbart aldrig helt færdige med August Strindbergs FRK. JULIE. Det er som om, at denne kvindeskikkelse har fået mere resonans – eller er det relevans? – efter Me Too. For hvem er det egentlig, der fornedrer hvem?
Sonja Richter får et veritabelt teater-comeback i titelrollen. Hendes Julie er en erotisk sulten kvinde, der samtidig kæmper med en kompleks fortid og nogle ikke ubetydelige vrangforestillinger. Hendes rivalinde spilles af Sara Hjort Ditlevsen som en forsømt kvinde, der kender sin plads på samfundets rangstige og som ingen illusioner har i forhold til sit herskab.
Selvfølgelig har den fænomenale danser Alban Lendorf udvist en betydelig dramatisk sans i diverse balletter, men i FRK. JULIE afslører han, at han faktisk også kan sige replikker, så man tror på, at han har gjort sig overvejelser med hensyn til, hvorfor han siger dem. Alban Lendorfs fysiske fortrin kommer ham til gode i rollen som Jean (eller rettere "Jan" blandt jævne folk), og man forstår i den grad, hvorfor de to kvinder begge er betaget af ham.
Stemmen virker overraskende lys og drenget, men kropssproget indikerer en vis erfaring, og i Thure Lindhardts skamløst teatralske iscenesættelse får Alban Lendorf et gennembrud som skuespiller. Han får heldigvis også lov til at danse lidt – og ikke kun ballet – og demonsterer tilmed, at han er en glimrende pianist.
Andreas Bernitt står for den stemningsmættede musik, som han også selv formidler på scenen med stil, og han har da sågar en meget lille rolle i handlingen.
Maja Ravns ramme-scenografi indfanger de livsløgne, vi alle bærer rundt på, og når efterårsbladene på gulvet rammes af forestillingens smukke lys, opstår der visuel poesi på scenen.
FRK. JULIE på Bellevue Teatret er en æstetisk smuk oplevelse, modigt iscenesat af Thure Lindhardt, fordi han tør de store følelser – uden hvilke FRK. JULIE bliver meningsløs.
(Michael Søby)
