ZINKDRENGENE

★★★★★☆

Nobelprisvinderen Svetlana Aleksijevitsj kan i år føje Danmarks største kulturpris, Sonningprisen, til samlingen. Vi har netop kunne opleve hendes omdiskuterede hovedværk ZINKDRENGENE på Husets Teater i en dramatisering af Andreas Dawe, der også iscenesatte forestillingen.

Ofrene fra krigen i Afghanistan kom igennem Svetlana Aleksijevitsj til orde og bliver i Andreas Dawes bearbejdelse et langt stykke af vejen til monologteater. Formidlet af fire engagerede skuespillere i en tre timer lang forestilling.

Som iscenesætter har Andreas Dawe dog forsøgt at bryde med monologformen en smule uden at forråde teksten bl.a. ved at lade nogle af enetalerne få karakter af dialoger med forfatterinden (Charlotte Munck) og hendes båndoptager som medspiller.
En kritik af forfatterindens brug af teksterne flettes også ind i forestillingen, og især Jesper Hyldegaard formår at føje strejf af den kulsorte russiske humor ind i de dystre tekster.

ZINKDRENGENE forbliver på godt og ondt – men mest på godt – en tung oplevelse. Men med det emne bør den næsten også være det. Vi er udmattede, da vi går til pause efter halvanden time, og intensiteten vil ikke indfinde sig på samme måde efter pausen, selvom forestillingens anden del rent fysisk virker mere dynamisk.

Alle fire skuespillere formår fra start at give udtryk for ubærlige tab. Charlotte Munck har næppe været bedre end som moderen, der rådede datteren til at blive sygeplejerske. Marina Bouras, uforglemmelig i en Reumert-belønnet præstation som Medea i forestillingen "Ren", finder atter ind til kernen i menneskelig smerte som moderen, der opfordrede sin afdøde søn til at blive soldat.

Bag Brian Hjulmanns store følelsesudbrud aner vi de sjælelige omkostninger ved at have mistet synet i krig. Og i Jesper Hyldegaards øjne og krop ser vi en mand, der har givet op, efter at have mistet sine ben.

ZINKDRENGENE spillede alt for kort tid i denne omgang. Men vi vil huske den, selv når mere langvarige succeser er glemt.

(Michael Søby)