THE HIGH NOTE

★★★★☆☆

Nisha Ganatra "The High Note" kan ses som en kvindelig variant af "En stjerne fødes". Her er der to kvinder, hvis karrierer krydser hinanden: Den aldrende superstjerne Grace Davis og og hendes ambitiøse personlige assistent Maggie.

Filmens to hovedrolleindehavere har begge oplevet showbiz-livet på nært hold og er begge døtre af Oscar-nominerede stjerner Diana Ross og Melanie Griffith. Tracee Ellis Ross er fortræffelig som den syngende diva, og man kan kun gisne, hvor meget og hvor lidt filmens diva er inspireret af Diana Ross – men ligheder er der i al fald.

Den kedsommelig Dakota Johnson spiller desværre filmens anden hovedrolle, og selvom hun er en my bedre end i Fifty Shades-filmene, så passer hendes dorske spillestil ikke til rollen som energisk stjerne-assistent med producerdrømme.

THE HIGH NOTE er heldigvis velsignet med et soundtrack af ørehængere, der bidrager til historiens troværdighed, og i tilgift får vi en ganske lovende indsats af stjernefrøet Kelvin Harrison Jr. ("The Trial of the Chicago 7") som en ung talentfuld sanger, som Maggie får en relation til.

THE HIGH NOTE har således flere kvaliteter, men ville bare have været en bedre film uden Dakota Johnson.