SPIRAL

★☆☆☆☆☆

Det er ikke mange film med afro-amerikanske skuespillere i hovedroller, der finder vej til de danske biografer og efterhånden har det udviklet sig fra at være irriterende til at være problem. For repræsentation er så vigtig i disse tider og et alsidigt repertoire omfatter også mere farverige rollelister.

I år har tilmed været en skelsættende år for afro-amerikanske film, men Oscar-kandidater som "Judas and The Black Messiah", "Ma Rainey’s Black Bottom" og "One Night in Miami" må alle nøjes med at blive vist på divese streamingtjeneste, hvorimod en skodfilm som SPIRAL ("Spiral: From the Legacy of Saw") får lov til at fylde i de danske biografer. Det er ikke bare uheldigt i forhold til repræsentation, men også en kunstnerisk falliterklæring, der ikke klæder filmudbudet i Danmark.

SPIRAL, som Darren Lynn Bousman har instrueret., er den niende film i rækken af slamgysere med association til Saw-serien. Vi følger to politifolk, der bliver rodet ind i en sag om en mystisk seriemorder, der efterlader mystiske spiraltegn på sine gerningssteder.

Chris Rock er ikke blot utroværdig i hovedrollen, men også ulidelig, og når man tænker på de fine prætige Oscar-nominerede præstationer af Chadwick Boseman, Viola Davis, Lakeith Stanfield, Daniel Kaluuya og Leslie Odoms i før omtalte film, så virker mødet med den bøvede Chris Rock ekstra forstemmende.

SPIRAL virker så ringe, så plat, så ækel og så beregnende, at selv den største liberalist får behov for at genindføre filmcensuren. En klar kandidat til titlen årets værste film.