-
Forside

logo logo logo

 

 

 

 

TEATER I EN CORONATID


 

Alletiders krisesange *****

Cyrano de Bergerac ****

Danner ****

Den unge Elias' lidelser *****

Det spejl de kalder mig *****

Forsvindingsnumre *****

Hey Lin ****

Jeg har skudt mig selv for sidste gang ***

Karantæne *****

Luna Seconda ****

Meter i sekundet *****

Ordet *****

Safe Space ****

Stav til sex *****

Sundets stilhed ****

Sylfiden *****

Tine ****

Under isen ****

 

Savnet af levende teater har været enormt i en coronatid, og selvom vi aner håb forude, så har mange teaterelskere det fortsat som om, de må undvære kærtegn fra deres nærmeste.
Men der har heldigvis været mange prisværdige forsøg på at finde alternativer til teateroplevelsen, og de har ikke været forgæves, selvom de aldrig kan erstattet mødet mellem publikum og skuespillere i en teatersal.

Nogle teatre, som f.eks. Odense Teater synes primært bloy at have aflyst forestillinger, mens andre som f.eks. Aalborg Teater i det mindste forsøger at få deres forestillinger ud til et publikum i et andet format. De kunstneriske overvejelser er i den forbindelse er selvsagt svære, men set set fra publikums synsvinkel, virker Aalborg Teaters strategi som den mest frugtbare. Ikke fordi alle de forestillinger, de har præsenteret os for på nettet har være lige gode eller lige velegnet til at blive streamet, men først og fremmest, fordi det signalerer handlekraft og sikrer, at det pågældende teater fastholder dets rolle i publikums bevidsthed.

Aalborg Teater har både streamet gamle og nye forestillinger. Blandt de bedste har været repremieren på deres skæve og ganske originale bud på den franske klassiker "Cyrano de Bergerac" samt nyopsætningen af "Tine". Den dynamiske men ikke altid lige teksttro Cyrano-forestilling blev fikst udnyttet rent filmisk af den kyndige filmmand Torben Skjødt Jensen . "Tine" forekom umiddelbart mere statisk i sit visuelle udtryk, men de smukke scenebilleder i svale farver rummede dog en vedvarende skønhed.

Karakteren Tine dukkede også op i "Jeg har skudt mig selv for sidste gang" - et ambitiøst men uegalt forsøg på at lave en soap i tre afsnit - hvor karakterer fra Aalborg Teaters forestillinger mødte hinanden. Hedda Gabler var nemlig godt træt af at skulle skyde sig selv hver aften, og også Tine virkede utilfreds med hele tiden at skulle handle, som en mand synes hun skulle handle. Den flere gange prisbelønnede dramatiker Julie Maj Jakobsen havde bestemt en pointe, når hun påpegede, at hovedparten af den klassike dramatik er skabt af mænd, og det er ikke Julie Maj Jakobsens skyld, at selve projektet virkede for indforstået og fjollet. Publikums deltagelse blev i sidste del primært brugt til at afgøre, om Tine spise salte fisk eller sure kastanjer, og de klassiske kvindeskikkelser gad til sidste bare overhovedet ikke tage imod flere diktater, uanset hvem der kommer med dem. Man havde dog svært ved at tage de dramatiske optrin alvorligt, når flere af de mandlige medvirkende ikke formåede at blive i deres karakterer. "Jeg har skudt mig selv for sidste gang" var måske den eneste af de streamede forestillinger, der aldrig burde have forladt prøvelokalerne?

Det Kongelige Teater har forkælet sit publikum med en række velfungerende transmissioner fra forestillinger, man allerede havde haft premiere på. Mest relevant forekom "Alletiders krisesange", hvor Johanne Louise Schmidt og Tammi Øst satte corona-krisen i historisk og musikalsk relief. Tammi Øst ydede også en hjertegribende indsats overfor den ligeledes glimrende Jens Jørn Spottag i en af de første streamede corona-forestillinger, "Karantæne" af Anna Schulin-Zeuthen og Eirik Sæter Stordahl. Her formoede Det Kongelige Teater at tage pulsen på en rådvild befolkning, og "Karantæne" blev derfor et af de vigtigste tidsdokumenter, som teaterbranchen producerede i denne periode.

Publikum fik også mulighed for at opleve opera - nogen for første gang, og de mange, som var gået forgæves til balletten "Sylfiden", kunne endelig nyde Det Kongelige Teaters pragtfulde opsætning. Forestillingen blev samtidig et bevægende scenisk farvel til årets velfortjente modtager af teaterpokalen, Kizzy Matiakis.

Teater Vs dynamiske chef Pelle Koppel hører blandt dem, der ikke streamer tidligere succeser, men i stedet udvikler såkaldte digidramaer specielt til formålet - med "Safe Space" som et slags gennembrud. Man troede måske ikke på historien hele vejen, men det var bemærkelsesværdigt, hvordan man med enkle midler formåede at skabe en elementær spænding. Ungdomsforestillingen "Stav til sex" gav et kækt bud på seksualundervisning anno 2021 - godt hjulpet af Laura Skjoldborg og Mikkel Becker Hilgart, to vitale skuespillere, man gerne så mere til. Sofie Diemers befriende ligefremme tekst og Pelle Koppels energiske iscenesættelse formår at appellere til målgruppen.

Endnu mere kunstnerisk ambitiøst - omend også rigeligt anstrengt og fortænkt - forekom Sydhavn Teaters "Luna Seconda". Her udspillede handlingen sig i et oversvømmet fuglereservat på kanten af verden. En befriende afstikker fra den ordinære realisme, der til stadig hjemsøger dansk dramatik og med et velkomment fysisk nærvær.
På Republique har man under overskriften "Revolver play" skabt en række videonoveller, der udmærker sig ved at rumme både dybde og - med en enkel undtagelse - humor.

"Meter i sekundet" består af uddrag fra Stine Pilgaards roman: Nogle ikke altid lige pædagogiske brevkasse-svar, som brevkasseredaktøren optager i små pauser. På møntvaskeriet, i parkeringskælderen eller på en bænk, hvor hun med to kopper kaffe venter på den date, der aldrig kommer. Tilsyneladende en kvinde, der ikke burde give råd om noget som helst, men som netop fordi hun har været igennem en række af livets ydmygelser alligevel er værd at lytte til.

Christina Hagens nyskrevne monologer i "Det spejl de kalder mig" overrumpler med et dynamisk saftigt sprog, der øjeblikkelig skærper vores interesse. Den bedstemor, som taler taler til os, lider i en coronatid og længes først og fremmest efter at kunne rejse til Ghana for at få pik. Hun har tidligere i sin tilværelse haft selskab af et par kedelige danske mænd og er grundigt træt af at blive rettet på.

"Meter i sekundet" og "De spejl de kalder mig" byder på to af de største og mest uforfængelige skuespillerpræstationer, man kan nyde online i denne tid. Lise Baastrups herligt dorske kropssprog i "Meter i sekundet" giver indtryk af en kvinde, der har erkendt tingenes tilstand og som derfor kan tale frit fra leveren. Tina Gylling Mortensens blomstrende ordkaskader i "De spejl de kalder mig" synes at komme direkte fra hendes skød, og serveres med et velgørende fravær af bitterhed, men snarere med en forundring over den livsbane, hun har fået tildelt. To stærke tekster forløst af to livskraftige skuespillerinder på deres kunsts højde.

Også Revolver plays seneste bud på virtuel dramatik, Amalie Langballes "Forsvindingsnumre", byder på en bemærkelsesværdig præstation i centrum. Mathilde Arcel Fock finder en sjælden sårbarhed som kvinden, der forsøger at forholde sig til sin mors død. Stykket er helt bevidst blottet for humor, men det er rigtigt i denne sammenhæng. Men Anja Behrens på een gang nærgående og følsomme iscenesættelse får 18 intense minutter i dystert selskab til at glide ned, og Jonas Skovbjerg Foghs sanselige billedeside hører blandt årets fineste.

Det skal blive spændende at se, om seriens foreløbigt sidste online forestilling, Thomas Korsgaards' "Selvmordsmanuel", følger samme æstetiske retning, hvad titlen godt kunne indikere, men man har i al fald ikke berøringsangst med alvorlige emner på Republique.

Det yngre publikum er heldigvis også blevet tilgodeset med streamet teater. På Hernings velrenomerede Team Teater disker man op med ungdomsforestillingen "Hey Lin" produceret i samarbejde med Kolding Egnsteater. Dramatiker Lin Melkanes selvbiografiske stykke er iscenesat af Petra Adlerberth-Wik, og Lise Marie Birch står som ansvarlig for scenografien, et defust guldtelt med rød kassebænk. Cirkusmusikken bidrager til at skabe et eventyrligt univers for store børn, mens Stig Reggelsen Skjold og Line Vejgaard Kjærs begge skildrer facetter i den bipolarer dramatikers splittede sind.

"Den unge Elias' lidelser" udnyttede fikst både lys og lyd, og blev med enkle virkemidler en lille fin digital forestilling, der gjorde indtryk på Folketeatrets lille nye scene Kvisten. Med inspiration fra Johann Wolfgang von Goethes klassiker om "Den unge Werthers lidelser" formåede Elias Sadaq på stilfærdig vis at bevæge os - både som teaterdigter og performer - i Silje Shearman Poulsens lydhør iscenesættelse. En hjertegribende personlig beretning om at være en minoritet i minoriteten.

Folketeatret havde også en særlig påskegave til publikum: 2. påskedag kunne man således i tidsrummet 15 til 24 via teatrets hjemmeside opleve en digital udgave af Kaj Munks "Ordet". En både visuelt og spillemæssigt fornemt afstemt forestilling af Moqi Simon Trolin med Waage Sandø og Preben Kristensen som de gamle rivaler og Amalie Dollerup i sin hidtil fineste scenepræstation som den gravide Inger. Af alle af de streamede forestillinger blev "Ordet" nok den, som man helst genså i et teater, efter at corona'en har forladt os. Måske fordi "Ordet" blandt meget andet handlede og handler om tro, håb og kærlighed. Ord som har fået fornyet dybde for mange under isolationen.

BaggårdTeatret i Svendborg tog allerede, inden coronaen kom til Danmark, initiativ til det såkaldte "Usynlige Teater", hvor en eller flere fortællere guider publikum rundt ude i den fri natur. Det skulle vise sig at være den ideele teaterform netop i en coronatid, fordi den kombinerede solo-aktivitet i den friske luft med gode skuespilleres evne til at fortrylle med ord.

Med mobiltelefonen og et par små hørebøffer som eneste redskaber ledes man i "Sundets Stilhed" via app'en BaggårdTeatret fra havnen i Svendborg ud til Brecht-huset i udkanten af byen. 6 sydfynske forfattere – tre nulevende og tre afdøde - bliver nærværende rejseledsagere på den 6 kilometer lange - men smukke - vandring.

Mere fysisk krævende men også naturmæssigt besnærende fremstår "Under isen", der tager dig fra havnen i Fåborg gennem byen, rundt om Sundsøen/Kaleko og op i Svanninge bakker og bjerge. På vejen hører vi blandt andre Elliott Crosset Hoves H.C. Andersen fortælle om endnu en smertefuld forelskelse, og også andre af kulturlivets historiske skikkelser vækkes til live undervejs.
Et par steder på turen forekommer skiltningen noget mangelfuld, men den betagende udsigt fryder, og Jannie Schjødt Kolds tekst finder en fin balance mellem datidens sprogtone og nutidens publikum. Resultatet bidrager til en poetisk sanseoplevelse, og flere teatre har med held ladet sig inspirere af BaggårdTeatrets såkaldte audio walks bl.a. Aarhus Teater.

I hovedstaden måtte de bevægelige mennesker bag truppen Teatergrad på grund af corona aflyse en forestilling. Men med udgangspunkt i deres glimrende "Danner"-forestilling fra forrige sæson har de i stedet skabt en vandreforestilling om grevinde Danner i det centrale København.

Så selvom conora-tiden har betydet afsavn og armod i og udenfor teaterbranchen, så har den heldigvis også vist, at teaterbranchens kreativitet og mod på ingen måde er udtømt. Det lover godt for fremtiden.

(Michael Søby)









 






 











 

I