-
Forside

logo logo logo

 

 

 

 

INTET

★★★★★


Janne Tellers prisbelønnede roman INTET er allerede kendt i teatersammenhænge i to meget forskellige udgaver på henholdsvis Teater V i Valby og Odense Teater. Nu får vi så en ungdomsopera på det royale Operahus' store scene, og også denne gang fænger materialet.

Historien tager sin begyndelse, da drengen Pierre kravler op i et træ og erklærer, at "intet betyder noget". Hans klassekammerater beslutter at modbevise det i håb om at få ham ned. De vælger på skift en ting, der betyder noget for en anden klassekammerat, som så skal aflevere denne ting i bunken med betydningsfulde genstande. Men gradvist bliver kravene til disse ofringer skærpet, og det får ikke blot uhyggelige men også fatale konsekvenser.

Til at iscenesætte har man valgt Martin Lyngbo, der hittede i Operaen med en prægtig opsætning af "Barberen fra Sevilla". Men Martin Lyngbo var også manden bag Odense Teaters prisbelønnede forestilling "Vores klasse", hvor han netop udviste betydelig sans for både gruppedynamik og individualitet i ungdomshøjde. Det præger også INTET, der har inciterende musik af den begavede komponist David Bruce og en flot bevægelig scenografi af Steffen Aarfing.

INTET er også i denne sammenhæng i høj grad en ensemble-forestilling, og det ligefrem myldrer med unge mennesker på scenen. DR JuniorKoret, Sankt Annæ Gymnasiums Juniormandskor samt Roskilde Domkirkes Drengekor bidrager til det høje vokale niveau, og blandt solisterne glæder man sig især over Jacob Skov Andersen som hovedpersonen Pierre, Morten Grove Frandsen som den tilsyneladende interkønnede Johan og Tomi Punkeri som nationalisten Karl.

Dirigenten Robert Houssart sørger for, at Det Kongelige Kapel lever op til vitaliteten blandt de unge sangere, og INTET ender som endnu en fjer i hatten for operachefen John Fulljames.

 

(Michael Søby)







 






 











 

I