SECRET INGREDIENT

★★★★☆☆

Gjorce Stavreskis makedonske komedie SECRET INGREDIENT ("Iscelitel" ) er månedens film i Cinemateket. En kulsort humor gennemstrømmer beretningen om den fattige Vele, der kæmper for at få råd til sin kræftramte faders medicin. Faderen er tilmed depressiv, og forsøger at begå selvmord.

Vele opsøger en heeler i håb om billig hjælp, men indser at han ligesom de mange andre i køen blot vil blive narret. I desperation begynder han at sælge narkotika, men får snart ballade med de lokale deelere. Han må skjule den narko, som han har stjålet, og da faderens medicin er blevet for dyr, beslutter han at slå to fluer med et smæk og bager en form for hash-kage, der forhåbentlig kan lindre faderens smerter. Det gør den i en sådan grad, at der pludselig opstår en kø af mennesker, der gerne vil helbredes af den nye heeler.

SECRET INGREDIENT kan anskues som besk samfundssatire om en befolkning, der bliver svigtet af de sociale myndigheder og derfor tvinges ud i jagten på stadig mere groteske alternativer.

Den vidtløftige historie holdes sammen af Blagoj Veselinovs renfærdige skuespillerpræstation som den pressede Vele, og vi kan sagtens relatere med denne stakkels skabning, som falder udenfor systemet og derfor ender i en ond cirkel.

Filmen giver endvidere et interessant indblik i den daglige tilværelse i Makedonien, og det kan kun være sundt for et forkælet dansk publikum at stifte bekendtskab med.