-
Forside

logo logo logo

 

 

 

 

ER DER PLADS TIL MIG?

★★★★★★


Folketeatret har fået en spritny scene, der har fået det passende navn Kvisten. For scenen er beliggende på 4. sal, men gangbesværede kan få lov til at bruge fragtelevatoren.

Den første forestilling på Kvisten er samtidig det første projekt i et nyt "Under huden"–format, hvor unge laver teater for og med unge.

Heldigvis kommer man godt fra start med den veloplagte soloforestilling ER DER PLADS TIL MIG? (co-produceret med PT teater). En bevidst irriterende men også ret sjov teenagesang gentages indtil det ulidelige, imens publikum guides ind i den lille sal på corona-bekæmpende vis.

Her møder vi den kært kurvede Lise Pleidrup, som beretter om, hvordan det er at være tyk. Hun er et skægt bekendtskab med en god energi og en kontant humor, der også kommer til udtryk i møblerne. Både stol og bord er pyntet med slikpapir og om det så er hendes dyne, så består den af chipsposer.

Lise Pleidrup er nemlig glad for mad, og kan stadig huske de stumper, hun fik af klassekammeraterne, fordi hun ikke selv måtte har mælkesnitter og anden form for guf med i madpakken. Lise Pleidrup bliver også tosset, når nogen gemmer hendes lækkerier for hende eller kommer med uopfordrede slanketips.

Engang imellem ringer hun til samfundet, der ifølge telefonsvaren har travlt med at bruge ressourcer på at beskytte provokatører som Jacob Paludan og Pia Kjærsgaard mod miljøaktivister og andet godtfolk.

Svigtet og alene føler hun sig til tider, mens vi først og fremmest ser en sej pige. Vi hepper på Lise Pleidrup, og til spørgsmålet ER DER PLADS TIL MIG?, bør svaret være indlysende:


Ja, for det skal der være!

 

(Michael Søby)






 






 











 

I