★★★★★★
En bemærkelsesværdig dokumentarfilm, hvori Goebbels sekretær Brunhilde Pomsel fortalte om sit liv, blev startskuddet til den engelske sprogkunstner Christopher Hamptons seneste skuespil ET TYSK LIV.
Hampton er herhjemme især kendt for sit Oscar-belønnede manuskript til filmen "Farlige Forbindelser" samt mesterværket "Carrington", og snart skal vi se hans berømmede musical "Sunset Boulevard" med Tammi Øst i hovedrollen. Han er også medforfatter til Oscar-kandidaten "The Father" med Anthony Hopkins og Olivia Colman, og så var det Christopher Hampton, der skrev "Total Eclipse" ("Solformørkelse"), som i 1991 gav den nuværende skuespilchef, Morten Kirkskov, en tidlig triumf som skuespiller.
I London blev Hamptons ET TYSK LIV grundlaget for Maggie Smiths sensationelle scenecomeback, for her var en tekst, der levede op til hendes talent. Derfor er det også en lykke, at stykket er havnet i hænderen på Kirsten Olesen, Det Kongelige Teaters førstedame gennem mange årtier. Her er vi velsignet med en skuespillerinde, der aldrig skåner sig selv og som aldrig misser en nuance i selv den mest komplicerede tekst.
ET TYSK LIV er en udfordring for publikum. De mange ord i en forestilling på næsten to timer serveres hovedsagligt fra samme sted: En stol i en scenografi af lutter tomme stole. Liv Helm, der netop er blevet udpeget som ny chef for Husets Teater, understreger i sin iscenesættelse dermed sekretærens ensomhed. Der er ingen tilbage fra dengang.
Heller ikke den jødiske veninde, som konstaterede at hun ikke kunne se Brunhilde Pomsel igen efter, at denne havde meldt sig ind i nazistpartiet og fået arbejde i propagandaministeriet. Som Goebbels sekretær havde Brunhilde Pomsel blandt andet adgang til de papirer, der besejlede skæbnen for den politiske aktivist Sophie Scholl og hendes bror, og givet også andre domsfældende dokumenter, som hun sandsynligvis renskrev.
Fra det øjeblik Kirsten Olesen sætter sin fod på mellemgulvets scene i det royale skuespilhus er hun Brunhilde Pomsel. Kropssproget synes forvandlet til en oldings og både den triste frisure og den kedsommelige påklædning bidrager til at gøre illusionen fuldkommen.
Via sin sprogtone og i sit valg af tempo formår Kirsten Olesen at fastholde illusionen – vi bliver Goebbels sekretærs fortrolige – på godt og ondt. Det er svært at hade denne gamle dame, men gradvist afslører hun sig selv – ikke så meget i ord men snarere i pauserne. Der aner vi en skyld, som hun stadig har behov for at fornægte, men en skyld som har ædt af hendes sjæl, siden hun begyndte at forstå konsekvenserne af de handlinger, hun undlod.
Kirsten Olesen kroner sin forbilledlige skuespillerkarriere med sit portræt af denne selvmodsigende kvinde, og får os til at spekulere over de handlingslammedes skyld – også i vor tid. Er nazi-sekretærens apati også vores, når vi slukker tv’et med katastrofebillederne i Syrien for at gå ud i køkken og lave beuf bernaise?
Kirsten Olesens indsats bliver gudskelov aldrig en teknisk show-off – en se-hvad-jeg-kan-præstation – men derimod et unikt eksempel på, hvor dybt man kan nå som skuespiller, når man stiller sig fuldstændig til rådighed for en tekst.
Så lån din fulde opmærksomhed til denne juvel blandt årets skuespillerpræstationer og du vil opleve skuespilkunst af internationalt format.
(Michael Søby)
