-
Forside

logo logo logo

 

 

 

 

FRIDA: VIVA LA VIDA

★★★★


Julie Taymors spillefilm FRIDA indbragte Salma Hayek en Oscar-nominering for portrættet af den forkrøblede billedkunstner Frida Kahlo. Nu følger en interessant italiensk dokumentarfilm af Giovanni Troilo, der har gjort sit forarbejde godt.

Med udgangspunkt i Frida Kahlo-museet i Mexico City væver han et tæppe af indtryk, der omfatter dokumentaroptagelser, fotos, interviews og ikke mindst Frida Kahlos egne værker.

Instruktøren har også ladet sig inspirere af et af Kahlos hovedværker ("De to Fridaer" fra 1939), og præsenterer også to forskellige ordløse Fridaer i små filmsekvenser: Den smukke kunstneriske udgave og den grimme med alle de fysiske lidelser, der fulgte med et trafikuheld efterfulgt af fejlbehandlinger og forgæves operationer.

FRIDA: VIVA LA VIDA tegner et billede af en modig og uortodoks kvinde, der insisterer på at være sin egen. Og selvom hun og manden Diego praktiserede den frie kærlighed, så påpeger filmen dog, at hun rent fysisk underkastede sig manden i privatlivet. At hendes affærer også omfatter kvinder antydes smukt i en ubetalelig filmsekvens, hvor hun flygtigt berører en anden kvindes ansigt, inden døren lukkes med et underfundigt smil til kameraet.

Filmens største minus er dens fortæller Asia Argento, der på engelsk forsøger at sammefatte, hvad vi undervejs hører på spansk. Tanken har muligvis været at Argentos speak skulle gøre filmen mere tilgængelig på et engelsk marked, men det giver bagslag. For Asia Argento formidler ordene med en mærkværdig krukket farlighed, som var hun ifærd med at indspille en af sine rædsomme gyserfilm. Dermed fjerner hun opmærksomheden fra den kvinde, hun egentlig skulle fortælle om: Frida Kahlo.

FRIDA: VIVA LA VIDA er dog ikke desto mindre et interessant forsøg på finde mennesket bag myten, og som sådan et værdifuldt bidrag til forståelsen af en til stadighed fascinerende kunstnerinde.






 











 

I