-
Forside

logo logo logo

 

 

 

 

MENS VI VENTER PÅ GODOT

★★★★★★

 

Samuel Becketts MENS VI VENTER PÅ GODOT hører blandt de hyppigst spillede absurde klassiker. Og på Teatret ved Sorte Hest virker den mere frisk og relevant end nogensinde, og fremstår umiddelbart som den bedste opsætning, vi har set herhjemme i 30 år.

I Marianne Nilssons enkle men uhyre velfungerende scenografi er en gren et træ, og nogle få vejstriber viser sig at være tilstrækkeligt til at illudere landevej.
Sjældent har ordene flydt så let og underfundigt som i Maria Vinterbergs iscenesættelse , som samtidig er en kærlig hilsen til Klaus Rifbjergs oversættelse.

Som den handlingslammede duo Vladimir (Didi) og Estragon (Gogo) yder Mads Wille og Nicolas Bro blændende skuespilkunst. Den tankefulde og desillusionerede Didi bliver stadig mere desperat og sårbar i Mads Willes skikkelse, og bekræfter den spændende kunstneriskee udvikling, som Mads Wille er inde i disse år.

Nicolas Bro har næppe nogensinde virket mere porøs og poetisk end som den klynkende og opgivende Gogo. Et utvetydigt højdepunkt i teaterkarrieren.

Heller ikke Steen Stig Lommer har næppe nogensinde været bedre end som den koleriske Pozzo, der både rummer lune og sindsyge. Hans skiftende sindsstemninger kommer som små chok.

Også Kristoffer Helmuth gør en god figur, selvom han denne aften er lige ved at snuble over ordene i sin vanvidsmonolog. Den er saftsusemig også svær. Og endelig er der Olga Matthiesen, der forstår at agere ung budbringer på en passende anonym facon.

Der er heldigvis ikke referencer til corona, for at vi forstår sagtens, at også vi venter på Godot - uden at vide hvor længe. Vladimir og Estragons desperation bliver dermed også vores.

 

(Michael Søby)




 











 

I