-
Forside

logo logo logo

 

 

 

 

FUNNY GIRL

★★★★


Det er en næsten tom Malmø Opera, der spiller en ødsel og overdådig udgave af musicalen FUNNY GIRL, og man kan uden overdrivelse sige, at der er flere mennesker på scenen end i salen. Tragedien ligger i, at man givet kunne have salen haft salen fyldt med publikummer, hvis ikke de - set med danske øjne - urimeligt skrappe corona-regler spændte ben for det. Man har svært ved at forestille sig, at det skulle være nødvendigt med kun to publikummer på een række. Et krav om mundbind burde i al fald kunne løse op for retten til sælge betydeligt flere billetter.

Musicalen FUNNY GIRL gav Barbra Streisand sit store Broadway-gennembrud, men i kampen om Tony-prisen måtte hun se sig selv besejret af Carol Channing ("Hello Dolly"). Streisand fik dog revance i William Wylers filmversion, der indbragte hende en Oscar. I Danmark kendes sceneversionen primært for Odense Teaters opsætning med Eva Rydberg i titelrollen.

Både Streisand og Rydberg havde en vis fysisk lighed med virkelighedens Fanny Brice, som Sanna Nielsen ikke har. Hun har til gengæld alle de showmæssige kvaliteter, som rollen kræver.

Jule Stynes musik og Bob Merrills sangtekster er sjældent helt i tråd med de numre, som kendetegnede Fanny Brices karriere. Brice vekslede oftest mellem folkelige klovnerier og uglamourøse fremførelser af sentimentale ballader, mens FUNNY GIRL i Ronny Danielssons iscenesættelse fremstår som overflødehedshorn af en klassisk musical. Rigeligt campet kostumieret i et par dansenumre, men med en både flot og velfungende scenografi. Rent musikalsk er forestillingen en fornøjelse fra først til sidst - ikke mindst takket være det storartede orkester sikkert ledet af Joakim Hallin. Også som altid i Malmø forstår koret at bakke smukt op om solisterne.

Hvor Sanna Nielsen forbliver sært nutidig (og ikke særlig morsom) i sit portræt af Fanny Brice, synes Alexander Lycke i højere grad at have periodefornemmelse i rollen som Nick Arnstein. Det gælder også for Johan Rabaeus, der låner sin store sceneerfaring til rollen som den store Ziegfeld.

FUNNY GIRL vil have os til at tro, at Ziegfeld siger undskyld til Fanny Brice, men den Oscar-vindende musical "The Great Ziegfeld" har en hel anden forklaring på Fannys succes. I den forsøger hun at ligne alle de andre piger, men det er Ziegfeld, der insisterer på, at hun synger signatursangen "My Man" i en mørk kjole og uden sminke. "My Man" er også det følelsesmæssige højdepunkt i filmversionen, men er slet ikke med i teaterudgaven, hvilket er et savn.

Vi må ikke glemme den uforlignelige Marianne Mørck, der ikke bare skaber glæde som Fannys mor, men også giver os forestillingens mest rørende øjeblik, da hun forsøger at få Fanny til at forstå, at hun ikke må ydmyge sig selv for en mand. Det er i denne scene, at man forstår, hvorfor at FUNNY GIRL stadig har noget at sige os i disse Me Too-tider, selvom virkelighedens FUNNY GIRL næsten er glemt.

 

(Michael Søby)






 











 

I