-
Forside

logo logo logo

 

 

 

 

TIVOLI-GARDEN

&

H. C. ANDERSEN

★★★★★★



Tivoli-Gardens nye H.C. Andersen-forestilling skulle have gæstespillet i Asien denne sommer, men det fik Corona desværre sat en stopper for. Heldigvis får de unge mennesker nu mulighed for at vise, hvad de kan i Tivolis koncertsal, og både Tivoli-Gardens Tambourkorps, Tivoli-Gardens Fanevagt og Tivoli-Gardens Musikkorps formår heldigvis at imponere i Gunvor Reynbergs dynamiske iscenesættelse.

Alligevel kommer man alvorlig i tvivl om, hvorvidt denne form for præsentation er den ideele for de unge musikere. Tivoli-Garden er så meget mere end en turistattraktion og en større kunstnerisk ambition med forestillingen på konceptplan ville givet skabe endnu større respekt om deres færdigheder.

En i forvejen lidt tynd H. C. Andersen-historie drukner simpelthen i musikken, fordi H. C. Andersen gang på gang skal forsøge at overdøve den, når han kommunikerer med os. Talentfulde Mikkel Becker Hilgart, som vi forhåbentlig snart får at se i "Lille Eyolf" på Husets Teater, kæmper ellers bravt, men har ikke rigtigt noget at kæmpe med. Den såkaldte storskærm i Tivolis koncertsal virker meget lille i forhold til den store scene, og byder mest på fade postkort fra københavnske turistattraktioner.

Komprimerede udgaver af H. C. Andersens eventyr savner magi, når de kun hjælpes på vej rent visuelt af de relativt livløse figurer fra Tivoli-forlystelsen "Den flyvende kuffert" på den lille skærm.

Musikudvalget relaterer ofte til H.C. Andersen, men vi får også gamle hits fra filmklassikere som "Københavnere" og "Ved Kongelunden". Sidstnævnte er repræsenteret med "Der kommer altid en sporvogn", som Ove Sprogøe og Dirch Passer gjorde til en evergreen, og tilskrives en af vores allerstørste filmkomponister Sven Gyldmark, der må finde sig i, at hans fornavn staves med "d" i programmet!

Samme program opfordrer sågår på forsiden af programmet til, at gæsterne må fotografere forestillingen. Det betyder, at de stakkels unge mennesker på scenen udover de obligatoriske varme hatte må slås med konstant lysende mobiltelefoner, der forstyrrer os i oplevelsen af det, som det hele skulle handle om. Det lugter af klam kommerciel udnyttelse fremfor respekt for Tivoli-Gardens dygtighed, og det kan end ikke en festlig finale skygge for.

 

(Michael Søby)






 











 

I