-
Forside

logo logo logo

 

 

 

 

GEORGE DANDIN

★★★★★


I Frankrig er Molières "George Dandin" en anerkendt komedie, der ikke blot spilles hyppigt, men som også er blevet filmatiseret flere gange bl.a. i 1988 med Claude Brasseur som "Dandin". Herhjemme kender de færreste stykket, og derfor fortjener Teatret Slotsgården alt mulig ros for, at de nu har taget den på repertoiret, for den viser sig at være glimrende.

Instruktørerne Jacob Moth-Poulsen & Johan Sarauw har forenet kræfter og resultatet er en af de skæggeste forestillinger, vi endnu har set i den smukke slotsgård.

Kasper Dalsgaard, der både er nomineret som sæsonen gennembrud af cphculture.dk og til en Reumert som årets ensembleskuespiller for sin indsats i "De hovedløse" på Republique, er et fund til rollen som den perplekse ægtemand jvnf. den franske original titel "George dandin ou le mari confondu".

Det er virkelig ikke nemt for den nygifte Dandin at finde sig til rette blandt de adellige. For selvom hans hustru ved ægteskabet har opnået adgang til Dandins formue, så ser hun og hendes forældre ned på denne opkomling, der kun på grund af ægteskabet har opnået adelig status.

Kasper Dalsgaard lader dette dilemma afspejle sig i hver en fiber af Dandins krop, og hans voksende frustrationer når ud over karikaturkomikkens rammer og bliver ægte rørende.

Blandt de øvrige medvirkende bør også nævnes Thomas Nielsen som Dandins rival - en syngende italiensk flæskefrikadelle forrygende klædt på af Olivia Hetman.

Men samtlige roller blev spillet veloplagt af de beundringsværdige skuespillere, der fikst gjorde regnvejret til medspiller. Dermed - trods betydelige vandmasser - kunne premieren gennemføres til publikums store begejstring.

 

(Michael Søby)




 











 

I