CABARET REVYEN

★★★☆☆☆

Københavnerne har måtte undvære en revy denne sommer, men nu er ventetiden forbi. Café Oasen (beliggende på første sal ved siden af Vanløse Station) danner nemlig p.t. en hyggelig ramme om et spritnyt initiativ kaldet CABARET REVYEN.

Publikum placeres ved små borde med passende afstand og får mulighed for at nyde tre stykker smørrebrød samt kaffe og kage forud for showet. Så vidt så godt.

CABARET REVYEN har en vis ydre glans takket være den blinkende scenografi, og der er tilsyneladende heller ikke sparet på de prægtige kostumer. Med Lukas Birch som energisk konferencier præsenteres vi for en række overvejende musikalske indslag samt diverse små sketcher og monologer.

Lukas Birch bør dog helt afholde sig fra at synge på scenen. Han er klart bedst i monologen om den barmfagre Bitten, der har sit hyr med ægtemanden, men morer også som vittigt maskeret olding med computerproblemer.

Helena Neumann fremstår som revyens glamourøse indslag, men fortolkningerne af diverse musical-højdepunkter fra bl.a. "Chicago" og "Victor/Victoria" savner sjæl, selvom de serveres med en vis koreografisk sans for genren. Vover man at synge Liza Minnellis glansnummer fra filmen "Cabaret" i Danmark, bør publikum i det mindste kunne forvente at titlen udtales korrekt og ikke konsekvent benævnes "Caberet"!

Bedre går det for Peter Nørgaard fra Det Danske Musikalskakademi – godt hjulpet af nogle herlige dukker. Elton John, Donald Trump og Elvis Presley er blot nogle af de berømtheder, som han låner stemme til via dukkerne, og hunden Charlie kan man slet ikke stå for. Peter Nørgaard leverer også en munter parodi på en selvfed smørtenor i "Save Your Love My Darling" – et af forestillingens sjoveste numre.

Man kommer dog ikke uden om, at niveauet af aftenens underholdning forekommer rigeligt ujævnt – både med hensyn til tekster og fremførelse. De smukke intentioner bag CABARET REVYEN fortjener mere professionel håndtering i fremtiden, men det burde faktisk også være muligt.

(Michael Søby)