MARYAM

– DEN PERFEKTE KANDIDAT

★★★★☆☆

Saudi Arabiens officielle kandidat i Oscar-kategorien "bedste internationale film" viser sig at være en fin lille overraskelse. Dens største kvalitet ligger i skildringen af et kvindeligt univers, ikke mindst i forbindelsen med de første valgmøder, da lægen Maryam beslutter sig for at stille op til byrådet.

En indledende scene viser os en aldrende mandlig patient, der ikke har tillid til kvindelige læger og derfor protesterer imod at blive behandlet af Maryam. Men også den hindring formår den ihærdige Maryam at overkomme.

På trods af filmens lidt for nydelige indpakning formår instruktøren Haifaa Al-Mansour at flette en diskret samfundskritik ind i handlingen, og

MARYAM – DEN PERFEKTE KANDIDAT er heller ikke uden en mild form for humor.
Mila Al Zahrani agerer Maryam med betydelig overbevisning, og også hendes søstre og far spilles troværdigt, så vi undgår de karikaturer, der ofte præger europæiske og amerikanske portrætter af arabiske miljøer.

MARYAM – DEN PERFEKTE KANDIDAT bliver således et velkomment vindue til en anden verden, og det har vi i den grad brug for, hvis forandringer skal ende som realiteter