SLAG FOR SLAG

★★★★☆☆

Med et halvt århundreds forsinkelse får Marin Karmitzs semidokumentariske SLAG FOR SLAG ("Coup Pour Coup") endelig officiel dansk premiere.

Filmen viser, hvordan en gruppe syersker (primært kvinder) besætter den fabrik, hvor de arbejder og tager fabrikkens administrative chef som gidsel.
Aktivisterne er utilfredse med fyringen af to medarbejdere, og de generelle arbejdsforhold, der hverken byder på pauser eller respekt.

Filmens mange kvinderoller spilles hovedsagligt af arbejderkvinder, og det oprør, som skildres, synes både at være kønskamp og klassekamp.

Sammenligninger med de gule veste-protesterne i Paris’ gader ligger lige for, for disse mennesker gider bare ikke høre mere pis – de vil se og mærke forandringer.

I filmkunstnerisk perspektiv må SLAG FOR SLAG i bedste fald kaldes et kuriosum, men som tidstypisk dokument har den bestemt kvaliteter. Instruktører som Ken Loach og Stéphane Brizé kan siges at stå i gæld til Marin Karmitz, og det politiske engagement har de i al fald til fældes.