THREE IDENTICAL STRANGERS

★★★★☆☆

Den gode historie er hovedattraktionen i THREE IDENTICAL STRANGERS, månedens dokumentarfilm i Cinemateket. Men historien er til gengæld også god.

En 19-årig ung mand er begyndt at studere et nyt sted, men allerede første dag har han en sær følelse af at blive genkendt og flere kalder ham ved et andet navn. En af disse er ikke i tvivl om, at den unge mand har en tvilling, der fik undervisning samme sted året før.

Det viser sig at være rigtigt, de er så godt som identiske og viser sig at være adopteret fra det samme sted og har samme fødselsdag. Flere medier vælger at bringe historien om det mærkværdige sammentræf, og en dag får tvillingerne en henvendelse fra deres trillingebror, der har den samme baggrund og som ikke er i tvivl om, at de i virkeligheden er trillinger.

Forældrene til de tre trillinger stammer fra tre vidt forskellige miljøer, men alle tre fyre har været brydere, kan stort set li’ de sammen ting og er tiltrukket af ældre kvinder. Men hvor trillingerne fryder sig over at have fundet hinanden, føler forældrene, at de er blevet ført bag lyset.

Instruktøren Tim Wardie blander gamle klip med nye interviews, og vi får en ganske uhyggelig historie om menneskelig manipulation i forskningens hellige navn. Vi oplever den pludselige berømmelse, der kulminerer i Madonna-filmen "Desperately Seeking Susan" og som også får fatale følger for den ellers så karismatiske trio.

THREE IDENTICAL STRANGERS er bevis på, at virkeligheden ofte overgår fantasien, men den tjener også som påmindelse om de etiske regler, som alle forskere bør skrive sig bag øret.