-
Forside

logo logo logo

 

 

 

 

 

LYDEN AF DE SKULDRE VI STÅR PÅ

★★★★★



I den oprindelige anmeldelse af Nicolei Fabers LYDEN AF DE SKULDRE VI STÅR PÅ forudså cphculture.dk, at den overdådige teaterkoncert ville kandidere til Reumert-hæder og sådan gik det da også. Aarhus Teater scorede prisen for Bedste Musikforestilling og Christian Albrechtsen modtog prisen for bedste scenografi for sit sanselige billedunivers.

Sjældent har man set en så konsekvent gennemført teaterkoncert på dansk grund, og med et originalt visuelt udtryk udformet af duoen Faber & Albrechtsen. De tager os med på en overdådige visuel associationsrejse gennem den danske sangskat, som Simon Kvamm og Marie Koldkjær Højlund har fornyet musikalsk på forrygende vis. Fortid og nutid mødes i en kærlig omfavnelse, og vi ser ud i fremtiden understøttet af de stadig mere futuristiske scenebilleder.

Ligefra forestillingens anslag står det klart, at de danske sange ikke kun er forbeholdt lørdagspigerne og radioens drengekor, men at de tilhører os alle uanset alder og hudfarve.

Aftenens utvetydige højdepunkt og et af teatersæsonens mest uforglemmelige sangnumre bliver folkevisen om "Agnete og havmanden". En fuldkommen symbiose af evigtgyldige ord, livskraftig opera og tidstypisk elektronisk musik med etnisk kant. Lisbeth Balslev udviser en næsten frygtindgydende styrke i både stemme og blik som Agnete og Arian Kashef er hende en værdig partner som havmanden, fordi han tager følelserne alvorligt i såvel skuespil som sang.

Det øvrige hold kæmper bravt for at nå samme niveau, og navne som Mikkel Becker Hilgart, Marluza da Cruz og Mark Linn bidrager også væsentligt til denne fine teateraften.

LYDEN AF DE SKULDRE VI STÅR PÅ hører blandt de bedste teaterkoncerter fra de senere år, og satser ikke kun på ydre glans til god musik. Den vil os samtidig noget. En venlig påmindelse om nødvendigheden af at opdatere begrebet "danskhed"?

 

(Michael Søby)







 

I