SPIONER PÅ MISSIONER

★★★★☆☆

En potent duo bestående af Tom Holland og Will Smith lægger stemme til den hæsblæsende men ganske velykkede animations-komedie SPIONER PÅ MISSIONER.

De spiller henholdsvis den nørdede opfinder Walter og den selvfede agent Lance, der må forene kræfter for at redde spionkorpset.

Derfor sørger Walter for, at Lance kan forvandle sig til noget så skræmmende som en due. Det er Lance ikke umiddelbart særlig begejstret for – især ikke fordi Walter ikke ved, hvordan han kan forvandle ham til menneske igen.

SPIONER PÅ MISSIONER er instrueret af Troy Quane og Nick Bruno, og fremstår som en kærlig salut til James Bond og andre spionfilm. Fortalt på en godmodig og ganske underholdende måde, der nok skal fanger de lidt større børn – og gerne men ikke nødvendigvis med kendskab til genren.

De danske skuespillere gør det godt, omend casting ikke favner den diversitet som ofte kendetegne de nye Hollywood-film. På det område halter casterne i Danmark ofte bagefter, og netop i film rettet til børn er diversiteten et budskab i sig selv.

Men det ændrer ikke på, at SPIONER PÅ MISSIONER er et velkomment actionfyldt eventyr og endnu ikke et overrendt serie-univers, som vi kender til bevidstløshed.