-
Forside

logo logo logo

 

 

 

 

CATS

★★★★★

I "En ukendt ven" - en filmatisering af John Guares skuespil "Six Degrees of Separation" - forsøger Will Smiths karakter at blive en del af det bedre borgerskab ved at tilbyde Donald Sutherlands karakter en rolle i en fiktiv filmversion af "Cats". Senere indser denne, at det naturligvis var en absurd ide, for hvem kunne finde på at filmatisere CATS? Svaret kender vi nu: Tom Hooper.

Han viste sans for genren med filmversionen af musicalen "Les Misérables", men CATS har en indbygget teatralsk stil, der synes dømt til at kollidere med filmmediets krav om realisme. Man behøver kun få minutter for at kunne fastslå, at forsøget er - nåh ja - MISlykket. Nogle katteagtige gymnastikdragter gør intet godt for skuespillerne, og man har desuden støvsuget filmen for mennesker, formodentlig for at undgå, at filmens groteske skabninger kommer til at fremstå endnu mere absurde.

Skal man være venlig, kan man med rette påpege, at CATS ikke ligner nogen anden film, og det må jo være en slags kompliment. Der er da også lyspunkter undervejs. Hele genskabningen af et gammelt teaterkvarter i London har bestemt sine kvaliteter rent visuelt med morsomme vink til store scenesuccesser som "The Mousetrap" og "The Cat and the Canary". Vi får også lille hilsen til Busby Berkeley i et stort dansenummer med den lidet overbevisende Rebel Wilson.

Andrew Lloyd Webbers ørevenlige musik inkluderer bl.a. "Beautiful Ghosts", en ny Golden Globe-nomineret sang med tekst af Taylor Swift. Som skuespiller har hun i lighed med Francesca Hayward dog ikke meget at byde ind med, hvorimod TV-værten James Corden i det mindste får lejlighed til at antyde, hvorfor han kan kalde sig Tony-belønnet skuespiller. Idris Elba taler smukkere end han synger, og Ian Mckellen nyder tydeligvis at spille aldrende teaterfrikadelle.

Musicalens mest berømmede sang "Memory" har man lagt i hænderne på den tidligere "Dreamgirl" Jennifer Hudson, og hun kvitterer med et overforbrug af patos, så både snot og tårer løber ned af hendes ansigt allerede under første vers.

Judi Dench ved derimod, at "less is more", og får overvundet sangstemmens begrænsninger med diskret lune. Men selv hun har et moment, hvor hun står omgivet af en række grimt koreograferede dansere, og med et underfundigt udtryk i det gamle ansigt, der synes at sige:

"Hvad fanden laver vi her?"



 

I