-
Forside

logo logo logo

 

 

 

DIE GLASMENAGERIE

★★★★★★


Arthur Miller, Edward Albee, Eugene O'Neill og Tennessee Williams må regnes blandt USAs største dramatikere i det forrige århundrede. Men den største poet af alle var dog Tennessee Williams. Allerede i gennembrudsværket "Glasmenageriet" ("The Glass Menagerie") viser han et kunstneriske format, som de fleste dramatikere aldrig kommer i nærheden af. Dette skinnede igennem i Folketeatret turné-opsætning med Karen-Lise Mynster som sydstatsmoderen Amanda og Ena Spottag som hendes handikappede datter.

I Staatsoper Hamburg lader mesterkoreografen John Neumeier historien folde sig ud i et fornemt format. Den fjerde væg er ganske vist gennemsigtig, men for Tom, vor hårdt prøvede hovedperson, særdeles nærværende i det klaustrofobiske hjem. Da faderen har forladt familien, er det op til Tom at forsørge dem, og den dominerende Amanda beder ham desuden tage en ung mand fra jobbet med hjem til middag i håb om at finde en mage til den halte datter Laura.


Til Philip Glass' hypnotiske toner fremført af Philharmonisches Staatsorchester Hamburg med Simon Hewett som dirigent danser og spiller Alina Cojocaru den krævende rolle som Laura med et lyrisk sindelag, der betager fra først til sidst. Med den ene fod i balletskoen og den anden i en sko med hæl formår hun at give Lauras bevægelser en skrøbelighed, der forsvinder, når hun glemmer sig selv i samlingen af glasfigurer.

Félix Paquet har den rette desperation som den utilpassede Tom, der elsker sin familie, men blot ved, at livet har mere til ham uden for hjemmets vægge. Tennessee Williams egne ungdomserindringer ligger til grund for stykket, så derfor giver det god mening, at dramatikerens unge alter ego også dukker op som en slags dansende fortæller i skikkelse af den fortræffelige Edvin Revazov.

Selvom Tennessee Williams afholdte sig fra at gøre Tom til homoseksuel i stykket, så virker John Neumeiers fortolkning helt forsvarlig, eftersom Williams eget liv og ikke mindst hans efterfølgende stykker understøtter en voksende frigjorthed på det område.

Amanda fremstilles med passende melodramatiske udbrud af Patricia Friza, og hendes fortid oprulles også, så vi forstår, at hun er meget mere end et moderdyr, men blot en kvinde fanget i frygtelige omstændigheder i en mandsdomineret tid.


Som Toms ven, Jim ("The Gentleman Caller") fremstår Christopher Evans lige netop som den godmodige ærkeamerikansk sportshelt, som han skal være. Jim kalder hende for Blue Rose, og da "blue" også betyder melankoli og Rose var navnet på Tennessee Williams psykisk syge søster, forstår man i den grad, hvorfor hun også bliver forestillingens hjerte.

DIE GLASMENAGERIE kan ses som kronen på livsværket for John Neumeier: En ambitiøs, intelligent og nænsom klassikerfortolkning, som yder Tennessee Williams' sarte digtning retfærdighed, og som danses til fuldkommenhed af Neumeiers fabelagtige dansere.

Michael Søby

 

(Alle fotos: Kiran West)



 

 

 

 

 

 

 




 

R I