KNIVES OUT – VAR DET MORD?

★★★☆☆☆

Filmen ligner umiddelbart et tvivlsomt amerikansk forsøg på at lave en Agatha Christie-film. Men KNIVES OUT – VAR DET MORD? synes i endnu højere grad inspireret af J. B. Priestleys socialt indignerede kriminalhistorie "An Inspector Calls", der for nyligt kunne ses i en engelsksproget opsætning i Krudttønden.

Også Robert Altmans "Gosford Park" (som indbragte Downton Abbey-forfatteren Julian Fellowes en Oscar) havde fokus på klasse-kontrasterne mellem livet "Upstairs" og "Downstairs".

Manuskriptforfatteren og instruktøren Rian Johnson har ikke haft så fornemt et hold skuespillere til rådighed som Robert Altman og hans tilgang til genren forekommer også mere vulgær. Men når det er slået fast, må man samtidig påpege, at det er lykkedes ham at få et broget hold skuespillere til at fungere. Og selvom historien egentlig virker alt for konstrueret til at kunne kaldes troværdig, så sluger diverse uhyrligheder undervejs, fordi filmen er elementært underholdende.

Daniel Craig har tillagt sig en fed amerikansk accent som privatdetektiven Benoit Blanc (!) og Ana de Armas er en hjemmehjælper i handlingens centrum.

Jamie Lee Curtis, Michael Shannon, Don Johnson, Toni Colette og Chris Evans er hver på deres måde så frastødende familiemedlemmer, at man godt forstår, hvis Christopher Plummers patriark selv valgte at forlade denne verden. Endelig giver LaKeith Stanfield et spøjst portræt af lovens lange arm, men hans rolle svigtes desværre lidt på manuskriptplan.

KNIVES OUT – VAR DET MORD? kan bryste sig af en ganske vittig tvetydig slutning, og er faktisk blevet en bedre film, end den egentlig burde være.