-
Forside

logo logo logo

 

 

 

SNEDRONNINGEN

★★★★★


Tidligere på sæsonen havde Det Kongelige Teater premiere på en musikalsk interessant og scenografisk effektfuld opera baseret på H. C. Andersens SNEDRONNINGEN fra 1844. Nu danner samme eventyr grundlag for en splinterny ballet i Tivolis koncertsal.

Nanna Øland Fabricius - også kendt som Oh Land - har komponeret musikken, der forekommer umiddelbart melodisk og med et klædeligt nordisk præg. Undervejs synges der også til, hvilket giver Oh Lands komposition et unødvendig anstrøg af filmmusik, men i mange af de ordløse passager fungerer Oh Lands iørefaldende toner upåklageligt som balletmusik.

Camilla Hübbes libretto trækker store veksler på forestillingens sanselighed, og derved tvinges vi også til at opleve historien på en anden måde.

Dronning Margrethes scenografi tager sig ud som en frodig have, hvor blomster og vilde gevækster myldrer frem. Tilgangen til eventyret kan synes naivistisk med sin brug af tegninger og malerier, og nogle vil sikkert også finde forestillingen en smule gammeldags, men det er overfladiske betragtninger.

For Dronning Margrethes scenografi gør brug af kompleks computergrafik via Morten Justs imponerende videodesign, og hendes farvevalg er stadig dristige. Den turkise farver, der også satte sit præg på dronningens kostumer i "Nøddeknækkeren" finder vi således igen i de visuelt overdådige snelandskaber. Eneste "faut pas" er et malplaceret rensdyrhoved, der forstyrrer i et stort dansenummer.

Som pigen Gerda er Laurie Nielsen en helt almindelig sød pige ligesom i eventyret og hun får heller ikke lov til at være mere i Yuri Possokhovs sært forsigtige koreografi. Først mod slutningen - sammen med sit livs Kay (en udmærket indsats fra Vincent Vernal) mærker vi endelig de store følelser.

Karakterdanserne Allan Nielsen og Tommy Edvardsen gør lykke bl.a. som bedstemor og røverkone. Rent dansemæssigt glæder vi os ligeledes over krageparret Jennifer Wagstaffe og Robert Thomsen.

"Roserne vokser i dale, der får vi barn Jesus i tale." lyder det afslutningsvis i eventyret, og det aspekt fornemmer vi også sidst i forestillingen. Her viser Dronning Margrethe os, at hun bestemt ikke er nogen snedronning, men derimod en til stadighed nysgerrig kostumedesigner og scenograf - uden splint i hjertet.

 

(Michael Søby)



 

R I