PHILOMENAS STEMME

★★★★☆☆

Zangenbergs Teater ligger i hjertet af København og har i mange år specialiseret sig i forestillinger, der styrkede fantasien hos børn og unge. Den målsætning lever de til fulde op til med mini-operaen PHILOMENAS STEMME, der henvender sig til børn fra 7 år og opefter samt deres voksne.

Den tysk-islandske komponist Steingrimur Rohloff kendes allerede for musikken til den Reumert-belønnede "Story of a Mother" baseret på H. C. Andersens eventyr. Rohloff må dog dele æren for librettoen til PHILOMENAS STEMME med Therese Fabricius.

Andrea Pellegrini, der af cphculture.dk blev nomineret som årets sanger for musicalen "Jordens søjler", kombinerer på forbilledlig vis operasang med historieformidling i børnehøjde. Philomenas beretning går lige i hjertet, og i tilbageblik oplever vi også den stumme Philomena i skikkelse af en dukke.

Der går et kollektiv gisp igennem det unge publikum, da dukkens mund pludselig forsvinder, men instruktøren Jacob Schjødt sørger på nænsom vis for, at alt ender godt. Man bør dog respektere aldersgrænsen på 7 år, for den stadig mere højdramatiske musik kan godt blive for voldsom for småbørn.

40 minutter er ganske passende længde til lige netop denne forestilling, og PHILOMENAS STEMME udmærker sig ved ikke blot at give børnene en original musikalsk oplevelse, men også nogle redskaber til at håndtere sværere følelser som eksempelvis angst.

Med tre dygtige sangere (foruden Pellegrini møder vi Mathias Hedegaard og Julie MeeRa Albertsen) samt tre kyndige musikere (Ying-Hsueh Chen, Marie Louise Lind og Anna Klett) bliver PHILOMENAS STEMME en frydefuld oase, som også voksne vil forstå at værdsætte.

(Michael Søby)