★★★★☆☆
Islandske Egill Pàlsson hører blandt de mest interessante instruktører i Danmark. Tidligere på sæsonen kom han med et originalt bud på Ingmar Bergmans “Fanny og Alexander” i Aalborg og hans opsætning af Lucas Svenssons “Mussolinis De 100 dage” hører blandt de bedste på teatret Får302 i flere år.
På Østerbro Teaters ret vidunderlige Republique-scene tager han og Lucas Svensson livtag med besættelsestidens traumer i en kaleidoskopisk teaterleg.
Rammehistorien involverer på besynderlig vis to Melodi Grand Prix-klassikere, hvor man bl.a. møder Anders Budde Christensen som en lidet tillidsvækkende repræsentant for ordensmagten, der synes at have ligeså lidt styr på sit tyggegummi som sit opklaringsarbejde.
Anders Budde Christensen er ligeså præcis som den tidligere soldat på østfronten, der hverken kan styre sit voldelig temperament eller sit pis. Vi må heller ikke glemme hans fine portræt af en lille mand, der kommer til at undervise en magtfuld nazist. Her får vi en fysisk fornemmelse af besættelsestidens allersværeste dilemmaer. Alle karaktererne balancer perfekt mellem tragik og komik, og det er uhyre vanskeligt.
Det må Johannes Lilleøre erkende bl.a i sit portræt af Hitler, en i denne sammenhæng umulig opgave. I “Lehman Brothers”, den forrige forestilling på Republique, havde han mere at rive i, men denne gang har han ikke været for heldig.
Også Henrik Lykkegaard er genganger fra den noget mere helstøbte jødiske familiesaga, og han imponerer især i to portrætter af gamle mænd. Tager man forestillingens tempo og de mange rolleskift i betragtning er det forbløffende, hvor mange fine detaljer, han får med i sit rolige spil. Men han kan også spille en jovial og kun diskret truende nazist med sin helt egen agenda.
Ny på holdet er Signe Egholm Olsen, og hun udviser sikker periodefornemmelse, hvad enten hun spiller husmor med ansvar for madpakken eller hemmelighedsfuld teenagepige. Mest råderum har hun dog som forførende femme fatale med rødglødende hår, og også den opgave mestrer hun.
DE BEFRIEDE har nok flere karakterer i spil end godt er, og nogle gange bliver tonen lidt for pjanket i forhold til den alvorlige historie, man også vil fortælle. Men alt i alt fremstår DE BEFRIEDE som en ganske ambitiøs og original form for historiefortælling i Magda Willis bevægelige scenografi.
(Michael Søby)
