-
Forside

logo logo logo

 

 

TRISTAN OG ISOLDE

★★★★★


Næsten 5 timers Wagner-opera lyder stadig skræmmende for en del mennesker, og når man så samtidig vil have plads til 87 musikere fra Det Kongelige Kapel på scenen, bliver det stort set en forestilling uden kulisser.

Men Operaens semikoncertante udgave er dog i den grad værd at opleve i Natascha Metherell begavede iscenesættelse, og selvom man har økonomiseret med virkemidlerne, er det som om, at det klæder denne kærlighedshistorie, der oftest serveres i opulent indpakning.

Hverken Ann Petersen eller Christopher Ventris synes indlysende valg til rollerne som de unge elskende rent fysisk, men de kan til gengæld synge partierne, og det forekommer vigtigst i denne sammenhæng. Især Ann Petersen agerer og synger med den rette lidenskab, hvorimod Christopher Ventris savner glød og nerve i sit spil, hvilket bliver forestillingens eneste svaghed.

Kyungli Ko har den rette tyngde i såvel stemme som krop, og Hanne Fischer er fortræffelig som Brangäne og lufter samtidig aftenens smukkeste stemme.

Egils Silins låner råstyrke og integritet til rollen som Kurwenal og Paul Curievici når også at markere sig i den relativt lille men vigtige rolle som Melot.
Dirigenten Lothar Koenigs står i spidsen for et sublimt samspil mellem orkester, kor og solister, og selv folk med forbehold overfor Wagner, må overgive sig til sidst.

Vi har stadig brug for de store dekorationer og de ødsle kostumer på Det Kongelige Teater - og ikke kun i Operaen.

Men derfor kan man godt fryde sig over den succes, som TRISTAN OG ISOLDE heldigvis er blevet. Nu er der i al fald ingen hindringer for, at "vanskelige" værker som "Perlefiskerne" af Georges Bizet og "Liden Kirsten" af Johan Peter Emilius Hartmann (med libretto af H. C. Andersen) også kan spilles på Det Kongelige Teater.

 

(Michael Søby)