-
Forside

logo logo logo

 

 

SNEDRONNINGEN

★★★★★★



Tidligere på året modtog komponisten Hans Abrahamsen Léonie Sonnings Musikpris i 2019. Hans seneste værk er da også musikalsk interessant - omend det næppe vil falde i alles smag. Værkets strukturelle strenghed går igen i Palle Steen Christensens i mere end een forstand firkantede scenografi, der får liv via nogle gigantisk lysende kvadrater, som det spanske makkerpar Playmodes står som ansvarlig for.

Operaens libretto synes ikke helt så heldig. Tidligere på sæson lykkedes det at lave en god udgave af "Drot og Marsk", selvom man havde bibeholdt en klassisk sprogtone, men denne libretto virker simpelthen ikke særlig elegant, selvom den forsøger at lægge sig tæt op ad H. C. Andersens eventyr. Historien slæber sig afsted - uden at vi for alvor fænges, og så er der noget galt! For H. C. Andersen eventyr er hjerteknusende stærk litteratur, så fejlen ligger i al al fald ikke i originalmaterialet.

De gyselige kostumer gør intet godt for forestillingen. Kragerne ligner et par campede bøsser på vej til latex-fest og især den stakkels Sofie Elkjær Jensen må i starten slæbe rundt på et uklædeligt enmands-telt af en dragt, der intet godt gjorde for rollen. Et barn lignede denne Gerda i al fald aldrig, men det var der måske en tanke med? Kun Sofie Elkjær Jensens stemme gjorde, at hun klarede frisag denne premiereftermiddag.

At Melis Jaatinens Harry Potter-agtige Kay kun er Gerda plejebror, må siges at være heldigt, for deres meget fysiske kyssescene tyder i al fald på et noget aparte søskendeforhold.

Johan Reuter står på Det Kongelige Teaters hjemmeside anført som indehaver af titelrollen. Men læser man rollelisten betegnes hans rolle som "Den universelle". Under alle omstændigheder foretrækker vi at se ham i en af hans mange glansroller frem for at høre ham spilde sin og vores tid med at synge "tik tak" som et aldrende urværk.

Gert Henning-Jensen og Sibylle Glosted lyser op i nogle få øjeblikke som Prinsen og Prinsessen, men det er Johanne Bock, der giver forestillingen dramatisk tyngde bl.a som Gerdas bedstemor.

"Der sad de begge to voksne og dog børn, børn i hjertet, og det var sommer, den varme, velsignede sommer.", skriver H. C. Andersen til slut. I disse ord ligger nøglen til iscenesætteren Francisco Negrins fortolkning, som i det mindste giver os en stilfærdigt rørende slutscene og en forklaring på, hvorfor eventyr går i arv fra generation til generation.

Det Kongelige Operakor og Kapel blev ved premieren forkælet med hele to dirigenter, men selv det er ikke nok til at gøre SNEDRONNINGEN til en helstøbt forestilling.


 

(Michael Søby)