-
Forside

logo logo logo

 

 

JAGTSÆSON

★★★★★★


Den erfarne TV-instruktør Tilde Harkamp (kendt for serier som "2900 Happiness" og "Lykkevej") forsøger sig nu med en rustik folkekomedie. Eva, en fraskilt singlemor, rejser på wellness-weekend med sin gode veninde Marlene. Med på turen er også Isabella, Evas ex-mands nye smukke og unge kæreste, og Evas rival om sønnens gunst.

Det er der kommet noget spøjse situationer ud af, for kvinder kan skam også opføre sig smagløst og grotesk idiotisl. En ordentlig omgang Brazilian Wax og en død hund hører blandt ingredienserne, men mest vittig er dog Asger Reher som Evas selvfede boss, der tolker alle Evas handlinger som tilnærmelser.

Som Eva leverer Mille Dinesen den sædvanlige dosis rustikke komik, men vi får da også et par glimt af en forsømt og forpint kvinde, der var en bedre film værdig. Lærke Winther har både varme og sødme som veninden Marlene, men får ikke rigtig lov til at folde sin karakter ud. Bedre går det for Stephania Potalivo som den øretæveindbydende perfekte Isabella.

Lars Ranthe er et meget beskedent og såre dansk bud på en romantisk helt, og man tager sig selv i at sidde og sukke efter Hugh Grant og Colin Firth. Evas veninde Marlene får dog i det mindste besøg af Jon Lange, der p.t. spiller Den store Gatsby på Odense Teater, men Eva er altså bare ikke nogen heldig kvinde.

JAGTSÆSON fremstår hverken værre eller bedre end diverse platte drengerøvs-komedier om "Klassefesten" eller i "Alle for ..."-serien. Men når producenterne ikke har ambitioner om andet og mere, så kæmper stort set alle medvirkende forgæves.