-
Forside

logo logo logo

 

 

DOWNTON ABBEY

★★★★★★

TV-serien "Downton Abbey" har været en uovertruffen verdenssucces og må i dag regnes for den mest succesfulde engelske tv-produktion nogensinde. For fans af serien - og vi er millioner - må filmen DOWNTON ABBEY naturligvis blive årets begivenhed.

For efter 10 år er man kommet til at elske samtlige karakterer og den nye film er slet ikke sammenklip af gamle afsnit, men helt nye optagelser, der tager højde for den ændrede format. Vi får således nogle imponerende kamerature undervejs, så det betagende natur omkring DOWNTON ABBEY virkelig kommer til sin ret.

Produktionsmæssig synes intet sparet, og både de overdådige kulisser fyldt med historisk korrekte rekvisitter og de aldeles pragtfulde kostumer emmer af en detaljerigdom og en visuel generøsitet, som forfører.

Oscar-belønnede Julian Fellowes har løst udfordringen med at lave en efterfølger til den smukt afrundede TV-serie på forbilledlig vis. Man behøver således ikke at have set TV-serien for at kunne nyde filmen. Instruktøren Michael Engler stod tilmed i spidsen for Downton Abbeys juleafsnit, en indsats han modtog en Emmy-nominering for.

John Lunns perlende underlægningsmusik kommer for alvor til sin ret i en biograf. Det største og stærkeste skuespillerensemble i britisk tv-historie får endelig lov til at folde sig ud i stort format - med Dame Maggie Smith i en Oscar-værdig afskedssalut.

Filmen DOWNTON ABBEY er en udelt fornøjelse og man keder sig ikke et sekund trods en spilletid på lidt over to timer. For denne DOWNTON ABBEY fremstår som en hyldest til den tv-serie, den er baseret på - og som en gave til os.