-
Forside

logo logo logo

 

 

SYMPOSIUM

★★★★★★

Det er dristigt og slet ikke ufrugtbart af iscenesætteren Anja Behrens at give sig i kast med så krævende stof, som det vi præsenteres for i SYMPOSIUM på Skuespilhusets mellemstore scene.

Undertitlen "en hyldest til Eros frit efter Platon" holder stik, selvom også andre åndrige personligheder giver deres besyv med.

Udgangspunktet er en heftig drikkefest i anledning af, at Agathon (modent spillet af Patrick Baurichter) har vundet en dramatikerkonkurrence i Athen. Dagen derpå hænger han ud med seks ligeså tømmermændshærgede deltagere og de beslutter sig for på skift at holde en tale for Eros.

Det kommer der nogle interessante filosofiske overvejelser ud af. Anja Behrens og hendes skuespillere bestræber sig virkelig på at gøre stoffet til gengængeligt bl.a. via en meget fysisk og i bogstavelig forstand nøgen tilgang til de store overvejelser.

Men bllver selve teksten for alvor til dramatik af den grund? Nej, det gør den ikke. Vi er til små begavede foredrag i grotesk indpakning, der kulminerer i den mest bizarre fødselsscene, siden en slimet Thue Ersted kom til verden i Det Kongelige Teaters version af "Riget".

Selvom vi et ret langt stykke af vejen føler os underholdt, så virker forestillingen kun delvist vellykket. De tunge tekster letter kun i passager, men når de gør det, nyder vi det fuldt ud.

Kors hvor de tapre medvirkende knokler - i maling, sved og blod, men heldigvis ikke forgæves.

Fanny Bernth har som Phaidros en fugleunges skrøbelighed og Mille Hoffmeyer Lehfeldt finder en overraskende sårbarhed i Alkibiades.

Stine Schrøder Jensen viser en poetisk side af talentet i en lyrisk nøgenscene, hvor hun skal forvandles til gudinde. Selve forvandlingen ligger her i, at hun selv indser, at hun faktisk er smuk.
Karen-Lise Mynster er som Sokrates eksponent for klar tale og ingen har lettere ved at formidle ordenes kompleksitet end hun.

Ca to-en-halv time er rigelig tid til slukke vor tørst efter betragtninger om kønsdelinger og sammensmeltninger, men heldigvis bliver vi i processen også en anelse klogere på begrebet "Eros".

Efter "Lang dags rejse mod nat", "Hvem er bange for Virginia Woolf?", "De fulde" og "Symposium" kan Det Kongelige Teater dog med sindsro stille flaskerne på hylden en sæson eller to. Vi har fattet budskabet.

 

(Michael Søby)