-
Forside

logo logo logo

 

 

I LOVE DICK

★★★★★★

På Husets Teater har forestillingens instruktør Jens Albinus bearbejdet en autofiktiv kultroman af Chris Kraus til et teaterstykke på ca. syv kvarter.

Chris er en lidet succesfuld filminstruktør og hendes mand Sylvére formidler kunst. De snakker meget og længe om kunst, og deler tilsyneladende alle deres tanker med hinanden. En dag møder de Dick, som er en helt anden type, end de er vant til.

Han går med cowboyhat og synger Johnny Cash-sange, og Chris får straks den ide, at han skal indgå i et fælles kunstprojekt. Det bliver dog snart tydeligt, at Chris har mere dyriske motiver og også dem inddrager hun manden i, som leger med på ideen. Måske fordi han elsker hende, måske fordi han ligesom hende keder sig i deres nuværende liv.

Selvom de kun har mødt Dick nogle få gange og Chris kun har talt i telefon med ham i tre minutter, så fylder Dick meget i deres samtaler. Chris får Sylvére til at tage kontakt med ham angående det stadig mere tvivlsomme fælles kunstprojekt, men forgæves.
De skriver lange breve til Dick, men Chris kan ikke styre sin besættelse og en dag opsøger hun ham.

I LOVE DICK har grundlæggende en god historie gemt i sin spiden af et moderne kunstmiljø, men havde vundet ved at blive trimmet, så vi nåede ned på en længde på under halvanden time. Nu udmattes vi nærmest, inden historien kommer i gang, af samtaler, hvor alt skal intellektualiseres. Vi morer os lidt over begavede menneskers selvbedrag, men trættes også af de mange ord, og vi aldrig er i tvivl om, at Chris bare vil i seng med Dick.

Ditlev Brinths raffinerede scenografi skralder alle udvendige lag væk, indtil en hudløs Chris igen står ansigt til ansigt med Dick.

En velvalgt skuespillertrio bidrager ligeledes til at gøre forestillingen seværdig.

Græskfødte Marina Bouras vandt for nogle år siden en Reumert for sin Medea i forestillingen "Ren" på Husets Teater, og nu følger hun præstationen op med et nøgent portræt af Chris, der tror, hun kan analysere sig ud af sin besættelse. Det er dog svært at anskue denne Chris som offer for andet end sit eget vanvid, og et fyrtårn for feminister ligner hun i al fald ikke.

Man har meget mere til overs for hendes mand, som Steen Stig Lommer spiller så yndigt iført banan-trøje. Med godmodige øjne lægger han gang på gang øre til sin hustrus endeløse forsøg på at retfærdiggøre kontakten med en anden mand, så egentlig er det ham, der har størst krav på vores medlidenhed.

Jimmy Jørgensen nøjes ikke med at synge et par Johnny Cash-sange fortræffeligt, men har som skuespiller sjældent fungeret bedre end her - i rollen som Dick. Denne Dick kommer næppe til at have mén af sine oplevelser, men virkelighedens Dick (Hebdige) forsøgte faktisk at forhindre udgivelsen af Chris' brevbaserede roman.

I LOVE DICK er klogt teater. Desværre også en anelse for selvhøjtidelig i eksekveringen, som det også er for vane i det miljø, som stykket gør nar af.

 

(Michael Søby)