-
Forside

logo logo logo

 

 

BRØGGER

★★★★

Jeanett Albeck er bedst kendt som et af de mest musikalske medlemmer af kunstnerkollektivet "Sort Samvittighed", der bl.a. har hittet med Anne Linnet-forestillingen "Hvid Magi". Men som skuespiller har hun i årevis stået i skyggen af sin storesøster Christine Albeck Børge (Reumert-nomineret for "Boys Don't Cry"). Det behøver hun ikke længere.

For selvom det stadig er musikaliteten, der synes at være Jeanett Albecks force, så får hun et stort personligt gennembrud som performer og skuespiller med sit portræt af BRØGGER.

Helt alene på scenen er hun ikke, for en kvindelige sceneteknikker med en lidet Brøggersk fremtoning fungerer som en integreret del af forestillingen og samtidig som en herlig kontrast til den farverige hovedperson.

Forestillingen er skabt som en kunstinstallation, hvori Albeck kan gøre klar til næste scene, mens sceneteknikkeren ganske synligt hjælper til før, under og efter. Et originalt greb, som iscenesætteren Liv Helm her mestrer, og som understreger den selvbevidsthed, der også er en del af legenden om Suzanne Brøgger.

For det er naturligvis BRØGGER, det hele handler om. Og det er hendes ord, der er omdrejningspunktet i forestillingen i Sanna Albjørk, Liv Helm og Jeanett Albecks begavede bearbejdelse.

I starten ser vi mest den sexfikserede blondine, der fremstår ret selvoptaget i sin fokusering på egen skede. Men gradvist oplever vi en stor forfatterinde vokse frem, mens vi hører om traumatiske oplevelser med en selvmorderisk mor og en rystende gruppevoldtægt.

Jeanett Albeck stiller sig uforfængeligt til rådighed for rollen og netop dette vovemod synes essentielt for forestillingens succes.

Albeck får heldigvis også lejlighed til at synge, bl.a. i en fabelagtig duet med hovedpersonen, der åbenbart også har udtrykt sig i sang som en del af karrierens kunstneriske udforskning. Men det er først i den allersidste sang, at vi i Jeanett Albecks skikkelse møder et menneske i balance med sig selv, et menneske der har forliget sig med fortiden for bedre at kunne nyde nutiden.

I sit uforsonlige mod bliver BRØGGER en fornem hyldest til dens dristige navnesøster og en utvetydig sejr for både titelrolleindehaveren og iscenesætteren.

 

(Michael Søby)