Månedens interview:

JAIME ROSALES

SPANSK FILMINSTRUKTØR BESØGER KØBENHAVN

af

Anne Højgaard Christiansen

Den spanske filminstruktør Jaime Rosales er i byen i anledning af, at hans nyeste film Petra som den første af hans film har premiere i Danmark. Det sker under ganske stor mediebevågenhed og trods hård konkurrence fra en ny Tarantino-film.

På trods af, at Rosales fortæller, at han er inspireret af såvel Tarantino som Lars von Trier, er det ikke nemt at få øje på tarantinske træk i de lavmælte, dokumentar-agtige alvorlige film, som Rosales er mester for. Til gengæld er ligheden med Lars von Trier synlig, for Rosales har også en forkærlighed for at lave skæbnefortællinger, at skildre grusomhed og kynisme og at stille store krav til tilskueren.

Den nu 49-årige Rosales debuterede i 2003 med "Las horas del día" (The hours of the day) som
vandt kritikerprisen i Cannes, og allerede med sin næste film "La soledad" (Solitary fragments) slog
Rosales sin position fast som spansk auteur. Hans film har vakt stor opsigt i Spanien og vundet
priser nationalt og internationalt, men har endnu ikke formået at slå rigtigt igennem uden for den
spansktalende verden. Rosales’ produktion tæller seks spillefilm og en række kortfilm, og han har
selv produceret de fleste. Med PETRA har Rosales dog allieret sig med en dansk producent, det
danske produktionsselskab Snowglobe, som han har haft et rigtig godt samarbejde med.

I 2007 slog Rosales for alvor sit navn fast og vandt en række priser, herunder den spanske Goya,
for sin anden spillefilm La soledad (Solitary fragments). Filmen skildrer en kvinde, Soledad (spansk for ensomhed, men også et spansk pigenavn), som lever et tilsyneladende ganske almindeligt liv,da hun pludselig mister sit barn i et terrorattentat på en bus.

Filmen er fortalt meget utraditionelt, idet lærredet i det meste af filmen er delt op i to rammer med hver sin handling. I begge rammer følger vi Soledads liv i optagelser, hvor et kamera på stativ er opsat i et rum og personerne går ind og ud af billedet. Man må selv prøve at finde ud af, hvordan de to rammer hænger sammen, ogsåtidsmæssigt, og hvad handlingen overhovedet går ud på. På den måde tvinger Rosales os til at levemed, at være aktive medskabere af historien, og så meget mere voldsomt virker de begivenheder, vi pludselig tvinges til at være vidne til.

"La soledad" var en kommentar til terroristgruppen ETA’s indflydelse på det spanske samfund med
trusler og bombeattentater, og i den følgende film Tiro en la cabeza (Bullet in the head, 2008) var
det også ETA, der var temaet.

Her tager Rosales sin eksperimenterende stil til nye ekstremer, idet hele filmen med undtagelse af
de sidste cirka 10 minutter er uden dialog og filmet med tele i paparazzi-stil, mens lydsiden er
reallyd fra stedet, hvor betragteren er. Altså: Det vi ser er nogle vinduer, filmet langt væk fra, hvor
vi følger nogle personers dagligliv uden at ane hvorfor. Vi kan ikke høre hvad de siger, til gengæld
kan vi høre lyde fra folk der snakker, børn, biler, maskiner og andre ting, som ikke optræder i
billedet overhovedet, og som viser sig blot at være reallyd på det sted, hvor kameraet befinder sig.

Igen stiller Rosales store krav til tilskueren, som selv skal finde ud af, hvorfor vi skal sidde og se på
disse tilsyneladende ligegyldige menneskers ligegyldige liv uden at vide, hvem de er – hvilket ogsåblev for meget for en stor del af de fremmødte pressefolk til visningen på filmfestivalen i San
Sebastián i 2009, hvor filmen deltog i hovedkonkurrencen. De udvandrede i hobetal efter omkring 45 minutters stillestående beluring af ukendte personer og fuglesang og legende børn i
baggrunden.

Men efterhånden tegnede der sig et mønster, og Rosales’ hensigt med at vise, at hvem som helst
kan være terrorist blev til fulde indfriet, da der pludselig og uventet udspillede sig et attentat for
vores øjne – en likvidering af to betjente i civil, en begivenhed som rent faktisk fandt sted i 2007
på en parkeringsplads i den franske del af Baskerlandet tæt på grænsen til Spanien.
Rosales har siden bevæget sig hen imod en lidt mere tilgængelig fortællestil, mens han stadig er
optaget af emner, der kommenterer den aktuelle politiske virkelighed.

Hans forrige film Hermosa Juventud (Beautiful youth) skildrer således et ungt forældrepar, der
under den spanske økonomiske krise, som ramte landet voldsomt i 2008, prøver at tjene til livet
og deres baby ved at lave amatør-pornofilm, og i Cannes opnåede filmen en special mention.

Der er således ikke nogen af Rosales’ film, der er metervarer, og heller ikke PETRA, selv om han har
forsøgt at ramme et bredere publikum denne gang med hvad han selv kalder en mere ’universel
historie’. Med PETRA forsøger Rosales at ramme noget universelt og varigt ved kombinere noget
klassisk – den græske tragedie – med noget nutidigt.

PETRA er historien om en ung kvinde, som søger sin identitet, både gennem at male og gennem sin
søgen efter sin far. Hendes mor har nemlig holdt hans identitet hemmelig, og selv på sit dødsleje
nægter hun at give oplysningen til sin datter. Via sin moster får PETRA dog indikationer om, at
hendes far kan være en kendt katalansk kunstner, og hun arrangerer et ophold hos ham, hvor hun
skal lære at male, alt imens hun prøver at finde ud af sandheden.

Om det lykkes skal ikke afsløres her, men det viser sig, at maleren Jaume Navarro er en kynisk og
grusom mand, som bruger sine medmennesker i sit eget spil efter en snedig plan, som Lars von
Trier ikke kunne have udtænkt bedre.

PETRA er bygget over et græsk drama, som er ført op til nutiden, og med denne blanding har Jaime
Rosales håbet at kunne nå ud til et større publikum. PETRA er en historie om søgen efter
sandheden og om løgne og fortielser, mens den ironiske kommentar er til kunstneren selv. Rosales
skildrer tre slags kunstnere: Den romantiske type, den socialt engagerede type og den, der laver
kunst for mammon. Disse tre kunstnertyper anerkender ikke hinanden, siger han og peger på, og
de alle tre optræder i PETRA såvel som i virkeligheden.

Rosales vedkender sig dog ikke at være nogen af dem men mener, at han bevæger sig mellem alle
tre, og at man skal udfordre den censur, der ligger i nutiden og synes at have indsnævret
kunstnerens udfoldelsesrammer.

PETRA er opdelt i 7 kapitler, som ikke optræder i kronologisk orden, og med overskrifter, der
fortæller, hvad vi kan forvente os. Ønsket om at pirre tilskuerens forventninger og tilbageholde
viden er et karakteristisk element i Rosales’ film, ligesom han tematisk behandler skyldfølelsen –
og manglen på skyldfølelse – i forskellige afskygninger og relationer. Her påpeger han dog det
forskellige udgangspunkt fra von Trier, en forskel, som Rosales tillægger katolicismen og
protestantismen.

– Den protestantiske tro er mere hård end katolicismen med en livslang skyld, hvorimod det
katolske samfund, jeg kommer fra, har muligheden for syndsforladelse. Vi kan skrifte og betale for at få tilgivet vores fejltrin og skal ikke bære dem som et åg hele livet – måske er
det endda lidt for let, siger Rosales.

I PETRA er fotografen Hélène Louvarts kamera dvælende og langsomt med indstillinger, hvor det
ofte kommer lidt for sent til scenen og giver sig tid til lige at kigge sig lidt omkring uden at standse
ved noget specielt. Personerne taler i off før vi ser dem, eller kameraet bliver distraheret mens
scenen udspiller sig og kigger en anden vej. Det er som i andre film næsten en selvstændig person,
et vidne til de begivenheder, der udspiller sig.

– For mig er kameraet helt uadskilleligt fra manuskriptet, fortæller Jaime Rosales. At vælge
kameraets måde at fortælle historien på er for mig som at vælge toneart til et stykke
musik, man skal skrive. Det er med lige fra starten af processen, og jeg leder efter en ny
måde at bruge kameraet på i hver eneste film, understreger Rosales.

Rosales er i gang med et nyt manuskript, som han har ladet sin lille datter læse. Hun spørger
interesseret far, hvem der vil blive slået ihjel?

– Ja, der skal jo være nogen der dør, bekræfter Rosales, men det er en meget delikat balance
at slå ihjel på film. I Spanien har vi stor fokus på vold mod kvinder og hvor mange kvinder,
der bliver slået ihjel af mænd om året, mens der faktisk er langt flere mænd, der bliver
dræbt af mænd. På film er det i orden, når en mand slår en mand ihjel, for det er en slags
’retfærdighed hævn’, det er vi er vant til. Men hvis en mand dræber en kvinde, er det en
anden sag, det kan vi ikke bare acceptere. Og når vi når til børn og hunde, så er det næsten
umuligt, tilskuerne hader det, griner Rosales.

Rosales understreger dog, at man må udfordre disse konventioner, selv om det ikke er nemt at gå
nye veje og gøre op med forventningerne.

– Vi befinder os i en vanskelig tid med en meget speciel censur, som bestemmer en masse
ting, som man ikke ’må’. Det er ikke bare i Spanien, men helt generelt overalt. Det er en
risiko forbundet med at gøre, hvad man vil, skønt jeg bestemt mener, at i kunst bør der
ikke være grænser, her bør alt være tilladt.